Hemmelig installation afslørede stjålet elcykel hos kvinde

Cykeltyverier er megasvære at opklare, siger politikommissær, men onsdag lykkedes det alligevel.

En del af hjemmeplejen i Thisted Kommune bruger elcykler til at nå rundt til de borgerne, der har brug for hjælp, men fredag manglede der pludselig en jernhest i folden. 

Derfor anmeldte kommunen cyklen som stjålet fra Thisted, oplyser politikommissær Niels Kristensen fra lokalpolitiet.

Men kommunen havde et es i ærmet i forhold til at finde cyklen igen.

- Den var forsynet med en GPS-tracker, og hvis den ikke bliver fjernet, så er det nemt at se, hvor den er, siger Niels Kristensen. 

Onsdag dukkede den så op på en adresse et andet sted i byen, og en patrulje blev sendt til stedet. Her fandt de en 56-årig kvinde på hendes bopæl og den stjålne cykel. 

- Vi kan ikke sigte hende for tyveri, da vi ikke ved, om det er hende, der har stjålet den, men hun er sigtet for hæleri, fordi hun er i besiddelse af en stjålet genstand, siger politikommissæren. 

Han roser kommunen for at have installeret en GPS på cyklen. 

- Det er dejligt, at der er nogen, der gør noget for at sikre deres genstande. Cykeltyverier er ellers megasvære at opklare, siger Niels Kristensen.

Han glæder sig over, at det i det her tilfælde er lykkedes at finde cyklen.

- Politiet elsker jo at aflevere stjålne genstande tilbage, siger han.