Det sker der i din klub: Travlt transfervindue
FC Midtjylland vil genvinde mesterskabet, Silkeborg IF vil langt i Europa, og Viborg FF vil gerne forbedre sidste sæsons placering. Derfor kan de tre klubber se frem til travlhed i sommerens transfervindue.
Lørdag åbner fodboldens sommer-transfervindue, så nu kan fodboldcheferne gå shop amok.
Noget tyder på, at der både skal købes og sælges fodboldspillere i de midt- og vestjyske superligaklubber. Eksempelvis har Silkeborg jo allerede været godt i gang med at købe ind.
Det er kun små tre uger siden, at FC Midtjylland vandt det danske mesterskab. Og midtjyderne er ivrige efter at beholde den titel også i næste sæson. Faktisk var det slet ikke meningen, at det forholdsvis unge mandskab, der blev sat sammen i slutningen af forrige sommers transfervindue, skulle toppe allerede i år og vinde et mesterskab. Det er faktisk først i næste sæson og sæsonen efter, at de vil skulle toppe. I hvert fald hvis man spørger på gangen hos de sportslige ansvarlige.
Derfor kan man ikke afvise, hvis midtjyderne blander kortene rigtigt, at FC Midtjylland også kan tage det danske mesterskab i de kommende to sæsoner. Men selv om de er godt tilfreds med den nuværende trup, vil man helt sikkert komme til at se både til- og afgange hos de danske mestre.
Ny juvel fra Portugal
Allerede nu ved vi, at anfører Henrik Dalsgaard er væk. Dalsgaard er smuttet til AGF, men FC Midtjylland er allerede dækket godt ind på højre side af forsvaret i form af svenske Joel Andersson og tjekkiske Adam Gabriel. Det kan til gengæld blive aktuelt at finde en erstatning for Paulinho i modsatte side af forsvaret. Brasilianeren vil meget gerne finde en større adresse, hvor pengene er endnu større, og han har tjent FC Midtjylland godt, så hvis den rigtige klub kommer på banen, smutter den elegante brasilianer. Godt nok har FC Midtjylland talentfulde Victor Bak, men der skal helst være dobbeltgardering på pladsen.
Måske skal FC Midtjylland også hente en spiller til det centrale forsvar. Her håber FCM, at Ousmane Diao fra den portugisiske søsterklub, Mafra, kan lande i Herning-Ikast området. Men den 19-årige senegaleser er allerede en ombejlet ung mand. Storklubber som Benfica og Sporting Lissabon har et godt øje til forsvarsprofilen og er måske villige til at byde op mod 100 millioner kroner for talentet. Han ligner lidt den case, FC Midtjylland havde med Ousmane Diomande, der blev solgt netop fra Mafra til Sporting. Og nu går der rygter om, at Sporting måske kan få 600 millioner kroner for ham fra engelske Arsenal.
Når nu vi er ved forsvaret og Portugal, så vender den islandske landsholdsmålmand Elias Olafsson også tilbage fra Mafra, hvor han er blevet modnet. Selv om rutinerede Jonas Lössl i store dele af foråret brillerede og gang på gang agerede redningsmand for midtjyderne, kan et skifte på målmandsposten faktisk komme på tale. Den over to meter høje islænding havde sidst, da vi så ham i dansk fodbold, visse udfordringer i spillet med fødderne. Det skulle efter sigende være blevet meget bedre. Og med en alder på 24 år er det nu, han skal udfordre Lössl om at blive førstemålmand. Det er nu Olafsson skal slå til, hvis drømmen om Premier League en dag skal blive til virkelighed.
Længere fremme på banen skal FC Midtjylland have et par erstatninger for Armin Gigovic og Kristoffer Olsson. Det er nødvendigt at styrke midtbanen, hvis FCM skal gøre sig forhåbninger om at kvalificere sig til Champions League samtidig med, at man meget gerne vil holde trit med toppen i Superligaen.
Sælger ikke Franculino
Helt fremme ser det såmænd fint ud. Her skal FC Midtjylland håbe, at de kan holde på sydkoreanske Cho, Franculino og Dario Osorio, som alle tre er oplagte salgsemner. Det er kun, hvis én af dem forsvinder, at midtjyderne behøver forstærkninger til angrebskæden. Der er jo kraftige rygter om, at Club Brügge i Belgien vil have fingrene i Franculino. Men det skal godt nok være et gigantisk bud, der skal til, før FC Midtjylland lader den unge målscorer gå. For FCM har absolut ingen intentioner om at sælge nogen fra den offensive kæde. Ej heller norske Ola Brynhildsen eller helten fra den sidste og afgørende kamp imod Silkeborg, Aral Simsir.
Til gengæld vender Edward Chilufya retur fra et lejeophold i svensk fodbold hos BK Häcken. Den 24-årige zambianer har for nylig scoret for sit landshold, og selv om han havde det svært i spanske Albert Capellas’ stil, kan det være, at han passer bedre ind i den stil, som Thomas Thomasberg praktiserer. Chilufya har en hurtighed, som er helt unik.
Så det kan godt være, at direktør Claus Steinlein og fodbolddirektør Peter Sand puster ud ovenpå en hektisk sæsonafslutning. Men de får meget snart meget travlt med at få puslespillet til at gå op i FC Midtjylland, der jagter et nyt mesterskab og en Champions League-deltagelse.
Silkeborg skyder med skarpt
Silkeborg IF har allerede lukket de første tre handler. Andreas Poulsen er købt fri i AaB. I samme klub har Silkeborg netop hentet den tidligere Viborg-spiller, Younes Bakiz. Og så har Silkeborg torsdag offentliggjort, at klubben fra Søhøjlandet har købt en landsholdsspiller fra Kasakhstan. Det drejer sig om den 26-årige midtbanespiller Ramazan Orazov, der er noteret for 27 landskampe.
Men her stopper det næppe for Silkeborg IF. I vinterens transfervindue var flere af SIF’erne ret ombejlede. Men nu, hvor Silkeborg IF har mindst fire europæiske kampe på programmet efter sommerferien, vil de dygtige fodboldkøbmænd i den midtjyske klub nok gerne være afventende så længe som overhovedet muligt i transfervinduet, når man skal spille både vigtige superliga- og europæiske kampe nærmest oveni hinanden. Silkeborg vil sikkert gerne have så meget at skyde med som muligt på den europæiske scene.
Men forvent ikke, at det er det sidste, vi hører fra sportschef Jesper Stücker og direktør Kent Madsen i Silkeborg IF. Det stopper ikke med tilgangen af de tre spillere. Det er jeg ret sikker på.
Viborg FF skal jagte
Viborg FF har de seneste år haft et mindset om at ville jagte, og de grønne vil også jagte en placering, der er bedre end den ottendeplads, man fik i den netop overståede sæson. Derfor får sportschef Mads Agesen og direktør Morten Jensen travlt. I de kommende uger skal duoen på jagt efter kreative kræfter. For kun de to nedrykkere og Vejle scorede færre mål i sidste sæsons Superliga.
Det vil lune med et par offensive og farlige spillere, der gør Viborg FF-mandskabet til en større trussel på banens sidste tredjedel. I virkeligheden mangler Viborg FF stadig at lukke huller efter hollænderen Clint Leemans, der både kunne score og assistere. Viborg FF får i øvrigt Sofus Berger hjem fra et lejeophold i Fredericia, og Berger har de kreative evner, og derfor vil han nok være én af dem, der i hvert fald i pre-season får chancen for at bevise, at han måske kan løfte arven efter Leemans.
Afskriv aldrig anføreren
På midtbanen mistede anfører Jeppe Grønning sin startplads i foråret. Men selv om alderen ikke er med Grønning, skal man aldrig afskrive fynboen, der i sandhed er arketypen på en fighter og på en spiller, der ikke giver op. Unge Mads Søndergaard kommer til at blive presset af Jeppe Grønning, der vil gøre alt for at vinde sin plads tilbage. Både på og udenfor banen har Jeppe Grønning fortsat stor betydning for Viborg FF.
I forsvaret ser det såmænd fornuftigt ud. I hvert fald numerisk. Målmand Lucas Lund har været ude hele foråret, men han meldes nu klar til den nye sæson.
Skulle Viborg FF få et godt tilbud på én af de defensive kræfter, eller finder man én, der er bedre end det, man har, kan man også godt se en handel gå igennem i den kæde.
Helt fremme har Viborg FF et par talentfulde angribere i form af brasilianske Renato Junior og danske Anosike Ementa. De to 22-årige led lidt under, at der var for få kreative kræfter, der kunne fodre dem og sætte dem i scene i den forgangne sæson. Får Viborg hentet et par kreative midtbanefolk, er der gode chancer for, at Renato og Ementa folder sig endnu mere ud.
Så på bundlinjen står, at Viborg FF nok kommer til at jagte to til tre spillere, der fra dag ét vil kunne forstærke det grønne mandskab. En moden, dansk spiller, der finder Viborg-projektet interessant, ville kunne klæde holdet.
Superligaen begynder i øvrigt igen allerede den 19. juli.
Artiklen er skrevet af Dan Sørensen. Dan har spillet 200 superligakampe for AGF, Ikast FS og Vejle Boldklub og var anfører i en stor del af tiden. Han ragede i øvrigt et hav af røde kort til sig. Efter fodboldkarrieren har han også beskæftiget sig med sport. Nu betragter han spillet fra sidelinjen for TV MIDTVEST som sportskommentator.