16-årig pige møder Europas største bæster

Efter en vellykket start på sin første sæson som tractorpuller indtager 16-årige Lykke Pagaard nu den europæiske scene.

Hele weekenden kæmper specialbyggede traktorer om at trække længst
Hele weekenden kæmper specialbyggede traktorer om at trække længst
Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST

Der ligger en landsby i Holland, hvor det generelle lydniveau en enkelt weekend hvert år eksploderer. 

Det handler om byen Made, der tre dage i juni bliver omdannet til et mekka for motorglade mennesker og deres monstermaskiner. 

I denne weekend står 600 af Europas stærkeste specialbyggede traktorer samlet, og sammen med deres chauffører dyster de i tractorpulling. 

Blandt deltagerne er 16-årige Lykke Pagaard fra Sdr. Felding ved Herning. Hun fik sit traktorkørekort i foråret, og det er kun en måned siden, hun debuterede i traktortræk. Nu skal hun prøve kræfter til Europas største traktorpulling-stævne.  

- Det bliver vildt. Jeg glæder mig rigtig meget, men jeg er også meget spændt, for det er et meget stort stævne, siger Lykke Pagaard. 

Jagter europæiske point  

Stævnet i Holland er et stop i traktortrækkernes europæiske turnering. 

Lykke Pagaard jagter derfor både en sejr til selve stævnet, samtidig med hun forsøger at skrabe point sammen til den samlede turnering, der løber over hele sæsonen. Selvom hun er helt ny på den europæiske scene, er hun ikke taget til Holland uden ambitioner. 

- Jeg håber allermest bare, det går godt. Men det er et helt vildt fedt podie, de har bygget. Det kunne være megafedt at komme derop, siger Lykke Pagaard. 

I alt stiller 600 traktorer til start i Holland
I alt stiller 600 traktorer til start i Holland
Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST

Tanken er formentlig ikke urealistisk. I sit første eurocup-stævne - på dansk grund i Allingåbro - trak Lykke Pagaard sig til en tredjeplads. 

Derfor er lederen på den 16-åriges hold - hendes far, Michael Pagaard - også optimist frem mod stævnet i Holland. 

- Helt ærligt så kunne det være fedt at havne i top tre igen, siger Michael Pagaard, der dog understreger, at størrelsen på stævnet godt kan komme til at påvirke holdet, når det gælder.

Lykke Pagaard slipper hestekræfterne løs i Holland klokken 15.00 søndag eftermiddag.