Motorcyklist kørte 180 kilometer i timen under politijagt

Motorcyklister uden kørekort og på maskiner, som ikke er indregistreret, tiltrak onsdag politiets opmærksomhed i flere byer.

Hastighedsbegrænsningerne mellem i Skjern-området blev markant overskredet, da en 20-årig mand på motorcykel onsdag aften startede en politijagt. 

En politipatrulje bemærkede klokken 20.40, at der var en ikke indregistreret motorcykel i Bredgade i Skjern. Patruljen forsøgte at stoppe motorcyklisten, men det lykkedes ikke.

- Føreren undveg og begyndte at køre fra betjentene, siger politiassistent Martin Bjerg fra lokalpolitiet i Ringkøbing. 

Det blev startskuddet til en politijagt fra Skjern mod Lem og videre mod Stauning, hvor motorcyklisten kørte langt over det tilladte. 

- Vi fik en måling over 5,8 kilometer, hvor han ikke kørte under 180 kilometer i timen, siger Martin Bjerg.

I Stauning besluttede den 20-årige, der er fra Skjern, sig for at skifte strategi. På havnen efterlod han sin motorcykel og stak af til fods. 

- Der var et vaks vidne, der så ham stikke af, og efter vi havde runderet i byen blev han anholdt klokken 20.57, siger politiassistenten og tilføjer, at den 20-årige er kendt af politiet i forvejen.

Han er nu sigtet for vanvidskørsel og har fået beslaglagt sin motorcykel med henblik på, at den ved en senere dom kan blive konfiskeret. Motorcyklen er på 900 kubik og af mærket Suzuki.

Desuden er han sigtet for at køre uden kørekort og for at køre på en motorcykel, der ikke er indregistreret. 

- Han er blevet løsladt, men han vil få en frihedsstraf, hvis han bliver dømt for det her, siger Martin Bjerg. 

Kørte narkopåvirket

Den 20-årige mand fra Skjern var ikke den eneste motorcyklist, der blev taget af politiet onsdag. 

100 kilometer mod nordøst i Skive blev en 54-årig mand fra Roslev stoppet, da han kom kørende i krydset mellem Havnevej og Porshøjvej klokken 09.58. 

Heller ikke han havde indregistreret sin motorcykel eller et kørekort at fremvise, fortæller Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive. 

- Han bar heller ikke en hjelm, og motorcyklen var ikke forsikret, siger han.

Betjentene på stedet valgte desuden at teste ham med et narkometer, som gav udslag på, at han var påvirket af euforiserende stoffer. 

- Så han endte med fem sigtelser for alle de forhold, siger Niels Bach. 

Den 54-årige er sigtet for at køre uden førerret til motorcykel; for at køre på en motorcykel, der ikke er indregistreret eller forsikret; for at køre narkopåvirket og for ikke at bruge styrthjem.

- Han var midlertidigt anholdt, mens han fik taget en blodprøve, der skal vise præcist, hvad han var påvirket af, siger Niels Bach.