Dag 3 i Kuttersagen: Havde været 'det nemmeste i hele verden' at smide ham over bord

Genlæs livebloggen.

Det er blevet tredje retsdag i kuttersagen, hvor fem mænd er tiltalt for drabet på 41-årige Alf Villum Jensen.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politis anklagemyndigheden har de fem mænd først frihedsberøvet Alf Villum Jensen og efterfølgende dræbt ham. De nægter sig alle skyldige.

Torsdag og fredag ventes de sidste forklaringer fra de tiltalte. TV MIDTVEST følger sagen i retten.

23. maj kl. 14:57

Dagens retsmøde er slut

Der er ikke flere spørgsmål til den 42-årige og dagens retsmøde er dermed slut. Derfor lukker vi også ned for livebloggen.

Retssagen fortsætter fredag, hvor den sidste tiltalte, den 40-årige skipper på kutteren, skal afgive forklaring som den sidste i rækken, inden vidneafhøringerne begynder.

23. maj kl. 14:52

Alf slog hovedet i forbindelse med redning

Den 42-årige har også i en tidligere forklaring til politiet fortalt, at Alf Villum Jensens hoved ramte ind i en pullert i forbindelse med, at han skulle reddes op i helikopteren, der skulle hente ham. Det er tilsvarende til det, den 31-årige tiltalte tidligere har forklaret.

Det er dog lidt uklart, hvor den 42-årige har den oplysning fra. Det er ikke noget, han selv har set, forklarer han i retten.

23. maj kl. 14:45

Havde været 'det nemmeste i hele verden' at smide ham over bord

- Syntes du, I havde noget at skjule?, spørger Mette Grith Stage.

- Nej, overhovedet ikke. Og det var også derfor, jeg sagde til de andre, de bare skulle fortælle sandheden og ikke skjule noget.

- Kunne I bare have smidt ham (Alf Villum Jensen, red.) og tingene over bord?

- Det havde været det nemmeste i hele verden, Men vi har ikke noget at skjule, det er det, det hele handler om, svarer den 42-årige.

- Jeg har ikke flere spørgsmål, siger hans forsvarer.

23. maj kl. 14:43

Spurgte, om de havde ringet til lægeenheden

Den 42-årige forklarer om et tidspunkt, hvor han kiggede til Alf Villum Jensen, hvor hans ene øje var helt blåt og hævet.

Den 42-årige spurgte skipperen i styrhuset, om der var blevet ringet til Radio Medical, fordi Alf Villum Jensen skulle sejles i land. Skipperen fortæller, at den opgave var blevet givet videre til hans far, altså skibets ejer.

- Var der generelt en påvirket stemning på skibet, efter Alf Villum Jensen var blevet hentet?, spørger forsvarer Mette Grith Stage.

- Ja, for vi snakkede om, hvordan han mon var død, svarer den 42-årige.

- Var I påvirkede med, at der var en mand, der var død, eller var I ligeglade?

- Vi var absolut ikke ligeglade, siger den 42-årige.

23. maj kl. 14:38

- Decideret farligt

Forsvareren spørger også, om Alf Villum Jensens forgæves opkald til 112 kunne skyldes, at han var bange for den øvrige besætning.

- Nej, svarer den 42-årige og siger, at det må skyldes vrangforestillinger.

Mette Grith Stage spørger til den episode, hvor den 42-årige kiggede ind til Alf Villum Jensen og konstaterede, at han havde sat sig op i køjen i lukaf'et og skøjtede frem og tilbage derinde på grund af bølgerne.

-  Og det var derfor, jeg sagde til de andre, at manden ikke måtte rejse sig op. Det var decideret farligt, siger den 42-årige.

- Normalt kan man jo bare sige til et menneske, at de skal blive liggende, men det kunne man ikke med ham, fordi han havde vrangforestillinger, siger han.

23. maj kl. 14:30

Opfattede det som 'fuldesyge'.

Forsvareren spørger, om den 42-årige fortalte de andre om den samtale, hvor skibets ejer fortalte, at han troede, Alf Villum Jensen havde delirium. Det har han nok gjort på et tidspunkt, men han kan ikke huske det, svarer den 42-årige.

Hun spørger også, hvorfor han ikke ringede til Radio Medical, da de havde passiviseret Alf Villum Jensen.

- Det er kun, hvis det er livstruende, siger den 42-årige.

- Er det rigtigt kategoriseret, at du opfattede det som fuldesyge?, spørger forsvareren.

- Ja. Det var derfor, vi ikke tænkte, det var akut, siger den 42-årige.

23. maj kl. 14:27

Voldsomt vejr

Forsvarer Mette Grith Stage spørger ind til vejret på turen. En video fra redningsaktionen har vist, at der var ret store bølger, da Alf skulle hentes af helikopteren.

- Nu er jeg ikke fisker, men jeg synes, det ser ret voldsomt ud, siger forsvareren spørgende.

- Det var ingenting, siger den 42-årige og forklarer, at det var langt værre, mens Alf Villum Jensen lå pacificeret i en køje i lukaf'et.

- Jeg var nede i lasten, og jeg har aldrig set 250 kg fisk flyve så hurtigt gennem lasten.

Mette Grith Stage spørger også ind til kravet om redningsvest.

- Det er mest for, at familien kan få ro. Det hjælper ingenting i den slags vejr, siger den 42-årige.

23. maj kl. 14:23

Fysisk og psykisk hårdt erhverv

Anklager Pia Koudahl har ikke flere spørgsmål til den 42-årige.

Han forsvarer Mette Grith Stage tager ordet.

- Du starter med at sige, at det var (skipper, red.), der styrede tøjlerne, men at du også skar igennem. Hvad gjorde, at du var i stand til det?

- Det var på grund af min erfaring, svarer den 42-årige.

- Du sagde også, at man skal være gjort af det rette stof for at være fisker - hvad mener du med det?, spørger Mette Grith Stage.

- Det er et rigtig farligt erhverv, og man skal være indstillet i hovedet på, at man lever i en kasse ude på havet, svarer den 42-årige

- Så både et fysisk og psykisk hårdt erhverv?, spørger forsvareren.

- Det må man sige.

23. maj kl. 14:18

42-årig troede, han kun ville være tilbageholdt i et par dage

Den 42-årige ringede på et tidspunkt til noget familie, forklarer han i retten, og det spørger anklageren ind til.

Han forklarer, at han frygtede, de ville læse, at en mand, der var cirka jævnaldrende med ham, var død ombord på en kutter, og han ville ikke have, de skulle være bekymrede.

Broderen til den 42-årige spurgte ind til dødsfaldet - blandt andet, hvad han var død af.

- Jeg fortalte ham, at jeg troede, han var død af hjertestop. Og jeg sagde også, at vi havde været nødt til at binde ham, forklarer den 42-årige i retten.

Den 42-årige forklarer også, at han regnede med kun at være tilbageholdt i et par dage og lovede broderen at hjælp ham med noget træ på den anden side af sin tilbageholdelse af politiet.

23. maj kl. 14:08

Flere opkald til Æ Karklud

Anklageren fortæller, at der er mange opkald mellem kutterejeren og satelittelefonen på skibet. Anklageren vil gerne vide, om det er normen.

Det kommer lidt an på omstændighederne på turen, forklarer den 42-årige.

Anklageren fortæller nu om, at der er flere forgæves opkald fra kutteren til værtshuet Æ Karklud i Hvide Sande. Den 42-årige siger, at det ikke er ham, der har foretaget dem, men at han regner med, at de er lavet i forbindelse med, at Alf Villum Jensen faldt om på kutteren.