En død og flere i kritisk tilstand efter alvorlig færdselsulykke

En 89-årig kvinde er onsdag eftermiddag afgået ved døden, efter hun og fem andre har været involveret i en færdselsulykke nær Bjerringbro.

De to biler kørte sammen på Ulstrupvej mellem Bjerringbro og Ulstrup.
De to biler kørte sammen på Ulstrupvej mellem Bjerringbro og Ulstrup.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En 89-årig kvinde er onsdag eftermiddag afgået ved døden, efter hun var involveret i en færdselsulykke nær Bjerringbro. 

Det oplyser Allan Riis, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

- En person er død, to er i kritisk tilstand, to er hårdt kvæstet og en er uskadt, siger Allan Riis. 

Uheldet skete klokken 16:34 på Ulstrupvej mellem Bjerringbro og Ulstrup, hvor to biler kom kørende i hver sin retning. Den ene kom fra Ulstrup mod Bjerringbro, mens den anden bil var på vej fra Bjerringbro mod Ulstrup. 

Føreren af den ene bil var en 54-årig mand, der kørte alene, mens føreren i den anden bil var en 89-årig mand, der kørte sammen sammen med fire andre personer. Allan Riis oplyser, at den afdøde kvinde var ægtefælle til den 89-årige fører af bilen. 

- Vi ved, at de var et ældre ægtepar, men vi ved ikke, hvordan relationen mellem de andre passagerer var, siger Allan Riis. 

Kvindens pårørende er blevet underrettet. 

Uheldet skete ved et venstresving 

Vagtchefen oplyser, at de to biler kom kørende ud ad en lige vej, men da bilerne var lige ud for hinanden, foretog den 89-årige mand af uvisse årsager et venstresving og kørte direkte ind i den 54-årige mand, der kom kørende i sin egen vognbane. 

- De kørte sammen ud for en sidevej, så måske var han på vej derind, men han overser fuldstændig den anden bil, og de støder sammen, siger Allan Riis. 

Politi og brandvæsen har været talrigt tilstede, hvor en helikopter også har været med til at bringe en af de tilskadekomne til Skejby Sygehus.

Allan Riis fortæller, at der i et rutinetjek er blevet taget blodprøver for at undersøge, om spiritus eller narko har været involveret. Nu udarbejder politiet en rapport og afventer svar fra bilinspektørens erklæring. Når passagerene er klar til det, vil politiet foretage afhøringer. 

Tidligere har der været omkørsel i området omkring Ulstrupvej mellem Ulstrup og Bjerringbro, men vejen er igen åben for trafik, oplyser politiet.