Fra en midt- og vestjyde til en anden: Bjarne Riis giver Vingegaard råd inden den afgørende enkeltstart

Bjarne Riis fortæller også, at der er noget særligt i Midt- og Vestjylland, som er med til at skabe en Tour-vinder.

Bjarne Riis i 1996 - Jonas Vingegaard i 2022.
Bjarne Riis i 1996 - Jonas Vingegaard i 2022.
Foto: Patrick Kovarik/AFP/Ritzau Scanpix og Christian Hartmann/Reuters/Ritzau Scanpix

Bjarne Riis er den eneste dansker, der har vundet Tour de France - endnu.

Forhåbentlig får vi på søndag endnu en, hvis Jonas Vingegaard kan komme helskindet til Paris iført den gule trøje. 

Men vi kan også snævre de to cykelryttere ind fra danskere til midt- og vestjyder. Men er det et tilfælde, at begge cykelstjerner er vokset i denne landsdel? 

Med benene solidt placeret i den jyske muld, siger denne skribent forsigtigt, og uden det store argument, nej. 

Tour-vinderen fra 1996, herningenseren Bjarne Riis, kan dog godt finde et argument for, at lige netop Midt- og Vestjylland er et godt sted at opfostre en Tour-vinder.

- Der er en god sej vestenvind, og den bliver man rigtig stærk af.

- Jeg glemmer aldrig den hårde vestenvind, og det kommer Jonas Vingegaard heller aldrig til. Den har været med til at gøre os seje og stærke. Der er ikke noget, der er taget for givet ude vest på, så vi har lært at kæmpe for det, vi har, fortæller Bjarne Riis.

Jonas Vingegaard på en træningstur i den stærke vestenvind.
Jonas Vingegaard på en træningstur i den stærke vestenvind.
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Den tidligere cykelrytter har selv prøvet at komme til hjemstavnen for at blive hyldet af de mange fremmødte borgere.

Han ved derfor om nogen, hvad det betyder for et område, at man har nogen at se op til.

- De får deres helt, og det fortjener de, og det fortjener Jonas og så. Det er vigtigt for samfundet, at der er nogle helte at støtte op omkring, siger Bjarne Riis.

Selvom Bjarne Riis i 2007 indrømmede, at han i løbet af karrieren, også under Tour-sejren i 1996, benyttede sig af doping. Herningenseren fik dog lov at beholde sin Tour de France-titel, da den otte-årige forældelsesfrist var udløbet. Der var altså gået for lang tid, siden Bjarne Riis vandt, så UCI kunne ikke fratage ham sejren.

Enkeltstarten fra helvede

Men nok midt- og vestjysk selvfedme for nu. Der er stadig et par og hundrede kilometer til Paris, før Jonas Vingegaard kan kalde sig Tour de France-vinder.

Det kan stadig gå galt.

Det ved Bjarne Riis om nogen. Året efter, at han vandt Tour de France, skulle han forsøge at genvinde titlen. 1997-udgaven af det franske etapeløb skulle også afgøres på en enkeltstart, som tilfældet er det i år.

Inden den lange solo-etape, lå Riis nummer syv i klassementet og havde haft et uheldspræget Tour de France. Men uheldene var langt fra slut.

Allerede da herningenseren var på vej op ad startrampen på enkeltstarten væltede Riis, da han skulle svinge benet over sædet.

Det var på denne fantomcykel, at Bjarne Riis havde en af de værste dag i cykelkarrieren. Cyklen kostede den nette sum af 400.000 kroner.
Det var på denne fantomcykel, at Bjarne Riis havde en af de værste dag i cykelkarrieren. Cyklen kostede den nette sum af 400.000 kroner.
Foto: Søren Steffen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Det var en særlig "fantomcykel", som Bjarne Riis skulle køre på. Men den gik i stykker ved det langsomme fald, så den forsvarende vinder måtte starte på en reservecykel.

Mens Bjarne Riis var ude på de 63 kilometer blev fantomcyklen repareret. Den bliver klar efter nogle kilometer, og så skifter danskeren cykel ude på. Kort efter bliver han ramt af en punktering, hvorfor en mekaniker stormer ud af følgebilen og skifter hjulet. Men kun efter få meter hopper kæden også af.

Bjarne Riis kaster derfor fantomcyklen i raseri ud i rabatten.

Kollapset blev totalt, da Abraham Olano overhaler Riis, der var startet seks minutter senere end danskeren, der endte som nummer 93 på etapen.

- Det skal gå rigtig rigtig galt, før det går rigtig galt

Oven på den lille historietime er der vist ingen tvivl om, at Bjarne Riis må være den rette person til at give et tip eller to til det nye midt- og vestjyske Tour-håb.

- Først og fremmest skal han vide én ting. Han fører komfortabelt. Derefter skal han være klar over, at sådan nogle uheld kan opstå, og det skal han være clearet helt af med. Så skal det nok gå.

- Han ved jo godt inderst inde, at det skal gå rigtig rigtig galt, før det går rigtig galt. Jeg synes bare, han skal tage den med ro, være fortrøstningsfuld, tro på sig selv og have lyst til at gå ud og levere en pragt-enkelstart, og det tror jeg også, han gør, fortæller Bjarne Riis.

Jonas Vingegaard har tre minutter og 26 sekunder ned til nummer to i klassementet, Tadej Pogacar. Lørdagens 20. etape er en 40 kilometer lang enkeltstart. Søndag er der paradekørsel i Paris.