Smukt og kraftfuldt vejrfænomen: I Ringkøbing ”kravler” ismasserne op på land

Kombinationen af en lang periode med frost, nogle dages tøvejr og masser af vind har sat isen ved Ringkøbing Fjord i bevægelse.

Dette syn møder en flere steder ud til Ringkøbing Fjord. Og lige så smukt, de såkaldte isskruninger er, lige så ødelæggende er kraften i den vandrende is.
Dette syn møder en flere steder ud til Ringkøbing Fjord. Og lige så smukt, de såkaldte isskruninger er, lige så ødelæggende er kraften i den vandrende is.
Foto: Tove Muldbjerg

Et smukt men også kraftfuldt vejrfænomen skyller i disse dage op på land især ved havnen i Ringkøbing. Ugers frostvejr, nogle dages tøvejr og så en kraftig vind fra sydvestlige retning har skabt de helt optimale forhold for det, der kaldes isskruning.

Ringkøbing Fjord er ikke synderligt stor, og så er saltindholdet i vandet i lavt, hvilket betyder, at vandet let fryser til. Også denne kolde vinter.

- Og det, der så sker, når isen begynder at bryde op, når det bliver tøvejr, og det bliver blæsevejr, så kan vi få de her isskruninger, som det er sket her, forklarer Søren Frederiksen, der er naturvejleder og udviklingskonsulent i Kultur, natur og fritid i Ringkøbing-Skjern Kommune. 

Naturvejleder Søren Frederiksen har boet i kommunen i 12 år og oplevet isskruninger tre gange i den tid.
Naturvejleder Søren Frederiksen har boet i kommunen i 12 år og oplevet isskruninger tre gange i den tid.
Foto: Ditte Georg Wraae, TV MIDTVEST

Og isskruningerne på Ringkøbing Fjord er et tilbagevendende naturfænomen.

- Historisk set har det været voldsomt. I 1939 blev flere af de små fiskehytter på havnen taget af isen, forklarer naturvejlederen.

Også i 1982 var isskruningerne på fjorden store og voldsomme. Faktisk så voldsomme, at de store mængder is nær havde smadret en lokal gård.

Landmanden på Strandgården ved Gammel Sogn Kirke måtte have hjælp fra en gummiged til at få standset isen fra at trykke sig gennem de gamle træporte til gården.

- Så det er enorme kræfter, der er tale om, som vi altså ser ind imellem, forklarer Søren Frederiksen.

Isskruninger er ikke direkte farligt for mennesker, for isen bevæger sig langsomt op på land.

- Men har man en bil parkeret tæt på fjorden eller en lille jolle liggende, så skal man nok lige have den fjernet, forklarer Søren Frederiksen.

Måtte redde flere sejlbåde

Og netop dét arbejde gik havnefoged Niels Tarpgaard Nielsen i gang med søndag og frem til i dag. Flere sejlbåde, der ellers skulle forestille at stå trygt og sikkert på land, var pludselig udsatte, da isskruningerne arbejdede sig mod land.

- Vi kan ikke gøre så meget andet end at se tiden an, forklarer havnefoged Niels Tarpgaard Nielsen.
- Vi kan ikke gøre så meget andet end at se tiden an, forklarer havnefoged Niels Tarpgaard Nielsen.
Foto: Ditte Georg Wraae, TV MIDTVEST

- De har stået lidt for tæt på vandet, og det var for utrygt for bådejerne, fordi vi ikke kan udelukke, at isen vil rykke endnu mere op på land, forklarer han.

Isen bevæger sig med så stor kraft, at den i værste fald ville kunne vælte de stativer, som bådene ligger i. Og derfor tager havnefoged Niels Tarpgaard Nielsen igen chancer.

- Indtil nu er det kun småting, isen har ødelagt. Men det kan være ødelæggende, hvis det presser endnu mere på. Så vi prøver at sikre det, vi kan, siger han. 

Og noget tyder på, at forholdsregler er godt netop nu. For ifølge både havnefoged og naturvejleder, så kan isen være på vej endnu længere ind på land ved havnen i Ringkøbing.

- Der er masser is ude i fjorden nu, og de melder om mere vind i morgen, så det kan blive presset yderligere ind, siger Søren Frederiksen.