Steen og Linda byggede eget hus - nu er det til salg som et af Jyllands dyreste

Et helt unikt hus er til salg i Viborg.

Huset er 643 kvadratmeter stort.
Huset er 643 kvadratmeter stort.
Foto: Wulff & Partnere

"Du griber årerne, stævner ud på Nørresø og nyder synet af din arkitekttegnede storvilla ved vandkanten. Lyder det som en eventyrlig drøm?"

Sådan starter Wulff & Partnere deres beskrivelse af Nørremøllevej 80 i Viborg, der lige nu er til salg. 

Og hvis du synes, at det lyder som en eventyrlig drøm, så kan huset blive dit til den nette sum af 28 millioner kroner. En pris, der gør det til det næstdyreste hus til salg i hele Midt- og Vestjylland - kun overgået af et "hemmeligt gods" i Bryrup.

Huset i Viborg er 643 kvadratmeter stort og har et grundareal på 2.750 kvadratmeter. Derudover er der en garage på 88 kvadratmeter. 

Ejedommen ligger lige ned til Nørresø i Viborg, og der er både vinkælder, jacuzzi, sauna og dampkabine.

Har selv bygget huset

Det er Linda og Steen Petersen, der har huset til salg. 

Ægteparret byggede selv huset tilbage i 2007, efter de købte grunden for 5,5 millioner kroner. 

- Det var et spændende projekt. Jeg har selv været i ejendomsbranchen og har en del erfaring, men det er altid belastende at lave sådan et byggeri. Der er bare mange ting, der skal være styr på, fortæller Steen Petersen.

Sælgeren fortæller, at det tog lige under et år at bygge det 600 kvadratmeter store hus. Men her 16 år senere er det nu blevet tid for ægteparret til at komme videre. 

- Vi har ikke længere hjemmeboende børn, så vi vil gerne i et mindre hus, og vi vil gerne prøve at bo et andet sted, siger Steen Petersen. 

Selvom prisen på de 28 millioner kroner afskærer en del mulige købere, så er ægteparret fortrøstningsfulde i forhold til at få solgt huset, der lige nu er det 9. dyreste hus til salg i Jylland. 

- Der er stadig mange danskere, der har mulighed for at købe sådan et hus, siger Steen Petersen og fortsætter:

- Det er billigere end at bygge sit eget hus, hvis man vil have et i den størrelse. Hvis man skulle bygge det selv, vil jeg anslå, at det koster mellem 40 og 50 millioner kroner. Og man kan jo sagtens sætte sit eget præg på huset alligevel ved for eksempel at lave nyt køkken. 

Steen Petersen fortæller, at der har været en enkelt fremvisning på huset, der har været til salg i tre måneder.