Halvdelen af byen er blevet vinterbadere – nu har flere fået priser i ”awardshow”

I Klejtrup har vinterbadning været den helt store attraktion og aktivitet i vinterferien. Søndag blev flere priser uddelt til landsbyens opfindsomme og ihærdige vinterbadere.

2:21
I den lille by Klejtrup ved Viborg er de blevet helt vilde med at vinterbade.
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

"Hurtigste dyp”, ”højeste skrig” og ”sjoveste udklædning”.

Det kan i farten lyde som en fastelavnsfest, men der er dog tale om en anden af tidens helt store trends - vinterbadning.

Nærmere bestemt i landsbyen Klejtrup nord for Viborg, hvor byens borgere i denne uge, gennem dyb i et koldt Bigum Søbad, har samlet 30.000 kroner ind til en genåbningsfest i byen. 

Søndag blev de kolde gys så kronet med en række præmieoverrækkelser. Alt sammen i fællesskabets ånd i et lokalt ”awardshow”.

- Jeg vidste godt, der var et stærkt fællesskab i Klejtrup, men det her har alligevel overgået min vildeste fantasi, siger Mette Nielsen, der er initiativtageren bag projektet.

- Jeg tænkte, vi skulle lave noget sjovt i en tid, hvor der ikke er så meget at give sig til, lyder det.

Skulle det være en øl over et terningespil? Indslaget her løb med prisen som "sjoveste dyp".
Skulle det være en øl over et terningespil? Indslaget her løb med prisen som "sjoveste dyp".
Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen, TV MIDTVEST

Over halvdelen har været i vandet

Over halvdelen af byens 900 borgere har været en tur i søen. 515 badeture er det blevet til for at være præcis.

Alle dyb er foregået i små grupper i ugens løb på grund af coronarestriktioner, og dokumentationen er blevet uploadet i videoform i en Facebookgruppe.

Sara Ditlevsen, som du kan se i videoen herunder, nåede at hoppe i søen otte gange. Og så løb hun med titlen for ”højeste skrig”.

- Det var ret koldt. Da jeg kom i, tænkte jeg, at jeg ikke havde lyst til at prøve igen. Men da jeg kom op, fik jeg hurtigt varmen, og så fik jeg lyst til at prøve igen, siger Sara Ditlevsen.

En anden af præmietagerne er 72-årige Anne Bonne, der kan bryste sig af at have vundet prisen for ”ældste dyp”.

- Jeg synes, det er utroligt, der ikke er nogen, som er ældre end mig, der har været i. Det er et fantastisk initiativ. Det har givet mig så meget energi, lyder det.