VIA-rektor går i rette med statsministeren efter "overraskende" udtalelse

Rektoren mener, at der er brug for at styrke søgningen til uddannelser uden for de store byer.

Harald Mikkelsen er rektor på VIA University College.
Harald Mikkelsen er rektor på VIA University College.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Efter en uges tænketid tager rektor for VIA University College Harald Mikkelsen nu bladet for munden.

- Det var alligevel noget af en overraskelse, siger rektoren.

Han refererer til den melding, som statsminister Mette Frederiksen (S) kom med fra Folketingets talerstol 14. maj.

Her fortalte landets øverste minister, at hun betragtede det som resultatet af en "kold analyse", at bestyrelsen i VIA har bebudet, at man vil lukke læreruddannelsen i Skive og afskaffe den fysiske læreruddannelse i Nr. Nissum.

- Politikere har naturligvis ret til at mene noget om det, vi beslutter, men det var alligevel noget af en overraskelse, at statsministeren går ind og kommentere på den foreløbige beslutning, vi har taget, pointerer Harald Mikkelsen.

Gør indtryk

Bestyrelsen i VIA University College har truffet en foreløbig beslutning om at lukke uddannelserne og samle læreruddannelsen i Holstebro.

Det skal sikre, at kvaliteten fastholdes i en tid, hvor færre unge søger ind på læreruddannelsen.

I sin tale fremhævede statsministeren, at det vil gå ud over sammenhængskraften i særligt Skive, hvis bestyrelsen i VIA beslutter at lukke uddannelsen.

- Det er indlysende, at det gør indtryk, når statsministeren siger noget.

- Men når det kommer til uddannelser, er det bestyrelsens ansvar at sikre kvalitet. VIA's bestyrelse finder, at kvaliteten lider under færre studerende. Derfor tager man konsekvensen og vil samle læreruddannelsen i den vestlige del af Region Midtjylland i Holstebro, forklarer Harald Mikkelsen.

I Skive er antallet af optagne studerende faldet fra 102 i 2018 til 33 i 2023. Sammen med Nr. Nissum er læreruddannelsen i Skive de to mindste udbud af læreruddannelsen i landet, har Via University College tidligere oplyst.

Har ikke talt sammen endnu

I sin tale fortæller statsministeren, at hun vil i dialog med VIA, så der også i de kommende år vil være en læreruddannelse i Skive.

Ifølge Harald Mikkelsen har der endnu ikke været en formel dialog mellem VIA's bestyrelse og statsministeren.

- Der fortjener at være en demokratisk samtale om en alvorlig beslutning, fastslår han.

Harald Mikkelsen fortæller, at han håber, at politikerne på Christiansborg med udgangspunkt i bestyrelsens beslutning vil overveje tiltag, der kan fremtidssikre uddannelser uden for de store byer.

- Problemet er, at de unge mennesker søger mod de store byer. Det har politikerne ikke adresseret.

- Man har imødekommet med større tilskud, men man har ikke set på strømmen af unge mennesker, siger rektoren.

20. juni træffer bestyrelsen i VIA University College endelig beslutning om lukning af læreruddannelsen i Skive og den fysiske læreruddannelse i Nr. Nissum.

TV MIDTVEST har forsøgt at få en kommentar fra Statsministeriet. Ministeriet oplyser, at man i denne sag henviser til Uddannelses- og Forskningsministeriet.