42-årig tilstår drab på skolelærer: - Det skete i affekt, siger drabsmand

En 42-årig mand har tilstået drabet på en 51-årig kvinde, der blev fundet kvalt på Lemvigvej i Holstebro sidste år.

Politiet afspærrede Lemvigvej efter fundet af den dræbte kvinde.
Politiet afspærrede Lemvigvej efter fundet af den dræbte kvinde.
Foto: Jakob Fenger, TV MIDTVEST

- Det, jeg har gjort, er frygteligt. Det er forfærdeligt, utilgiveligt og meningsløst. Jeg angrer det dybt, og jeg forstår ikke selv, at det er sket.

Så klart og tydeligt lød det fra 42-årige Michael Meldgaard, da han afgav sine allersidste ord i Retten i Holstebro onsdag formiddag. 

Ordene faldt efter, at retten i to timer havde behandlet den sag, hvor han nu er dømt for at have kvalt og dræbt en 51-årig kvindelig skolelærer i oktober sidste år.

I retten har Michael Meldgaard tilstået drabet og forklaret om aftenen op til og den formiddag, der blev fatal. 

- Det sker bare i affekt. Det er ligesom, at det bare bryder total sammen, lød det grådkvalt under mandens forklaring, som han afgav iklædt lyseblå skjorte, mørkeblå bukser og brune kondisko.

Ville have hende tilbage

Foran op mod 40 tilhører i retssalen fortalte Michael Meldgaard, at han havde haft et forhold til den afdøde kvinde, som havde været udfordret af, at han blandt andet havde været utro.

Derfor havde kvinden gjort det forbi i midten af oktober sidste år, men 24. oktober mødtes de, på hans initiativ, for at tale om det.

I retten bekræftede han overfor sagens anklager, Emil Nyborg, at han gerne ville have kvinden tilbage, men det ønskede hun ikke.

Han var beruset den aften, og den nu dræbte kvinde kørte ham hjem til sig selv efter deres snak.

Tidligt næste morgen vendte han tilbage til adressen, uden det var aftalt med kvinden.

- Jeg kører forbi hendes hus og kører en runde i kvarteret. Jeg skal ned på mit arbejde, men ender med at parkere i indkørslen hos X (den dræbte, red.), forklarede Michael Meldgaard, mens han tog et lommetørklæde og tørrede sine øjne.

Ifølge den 42-årige blev hun overrasket over, at han pludselig sad på sengekanten.

Han ville undskylde for, at han var beruset aftenen før, forklarede han, mens hun bare gerne ville have ham ud af døren, fordi hun havde en aftale. 

Kom til skade i forsøg på at slippe fri

Den dømte beskrev, at den nu afdøde var anderledes denne dag. Hun var blevet vred på ham, og det havde han ikke oplevet før.

Det var sket efter, at han havde erkendt nogle løgne over for hende. Hun havde råbt, og han havde prøvet at forklare sig, men hun ville ikke høre på ham. Og så kom han til at tage i hendes jakkekrave i afmagt, forklarede han.

- Det bliver hun bange over. Det kan jeg se på hende.

Ifølge manden bad kvinden ham om at slippe, men det gjorde han ikke. Hun forsøgte at vriste sig fri, hvilket betød at hun skadede sit knæ.

En obduktion efterfølgende har vist, at kvinden havde fået en skade og der er ikke noget, der indikerer, at det kan være sket på andre måde end i forsøget på at slippe ud af mandens greb.

Kvalte hende ihjel

Michael Meldgaard fortalte i retten, at han efterfølgende støttede hende ind på sengen. Han foreslog, at de skulle ringe efter hjælp eller køre på skadestuen, men det ville hun ikke - hun var rasende på ham.

- Hun råber, at jeg skal gå min vej, og at jeg har ødelagt hendes dag med det knæ.

Flere tilhørere var tydeligt berørte af det, manden fortalte. I retten var både hans nære familie og den afdødes pårørende tilstede, og da manden blev bedt fortælle om det næste, der skete den formiddag i oktober, forlod flere salen kortvarigt.

Han fortalte, at han ikke kunne se sig ud af situationen. Han gik ikke, selvom hun bad ham om det, fordi han ikke ville efterlade hende med smerter i knæet.

I stedet skubbede han hende ned i sengen, satte han sig overskrævs på hende, tog fat om hendes hals og klemte hårdt til.

Han stoppede ikke, selvom hun prøvede at få ham til det, forklarede han. Adspurgt hvad han tænkte, sagde han, at han ikke kunne huske det.

- Det sker bare i affekt. Det er ligesom, at det bare bryder total sammen.

Var det for at slå hende ihjel, ville anklageren vide.

- Det var ikke det, der var meningen, svarede han lavmælt, inden han brød sammen.

Endte du med at slå hende ihjel?

- Ja, lød det kort.

Efterfølgende forsøgte manden at tage sit eget liv, forklarede han. Det mislykkedes.

Tog ordet og sagde undskyld

Da mandens forklaring var afsluttet, blev der dokumenteret nogle beviser i sagen, inden anklageren og forsvareren kom med deres argumenter for længden på straffen til den 42-årige.

- Udgangspunktet er 12 års fængsel, der er ingen formidlende omstændigheder, så det kan ikke blive mindre, lød det blandt andet fra anklageren.

Mandens forsvarer, Bjarne Vium, mente ligeledes, at det var et passende lejde.

Til sidst fik den nu dømte mand en sidste mulighed for at tage ordet, og det gjorde han. Michael Meldgaard rejste sig op med et papir foran sig, han havde forberedt. Vendte sig mod tilhørerne og talte højt og tydeligt.

- Det, jeg har gjort, er frygteligt. Det er forfærdeligt, utilgiveligt og meningsløst. Jeg angrer det dybt, og jeg forstår ikke selv, at det er sket, lød det.

- Det er vigtigt for mig at understrege, at skylden og ansvaret ved det svigt er mit alene og kun min skyld. Jeg venter ingen form for tilgivelse, det kan ingen give.

- Jeg er så ked af det og undskylder for mit svigt. Det er en meningsløs tragedie. Det giver ingen mening, og det kommer det aldrig til, sluttede han.

Efter bare 15 minutters pause var retten klar med et svar: Michael Meldgaard blev idømt 12 års fængsel, ligesom han skal betale 100.000 kroner i erstatning til hver af den dræbtes to børn.

Michael Meldgaard modtog dommen, og dermed slutter sagen i byretten.