Region Midtjylland: Alle vil blive indkaldt til en revaccination eller få tilbudt en anden vaccine

32.000 borgere i Region Midtjylland har fået aflyst deres tid til vaccination med AstraZeneca i løbet af de næste to uger.

Formand for Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), opfordrer til at opsøge læge, hvis man oplever bivirkninger mere end tre dage efter, at man har modtaget AstraZeneca-vaccinen.
Formand for Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), opfordrer til at opsøge læge, hvis man oplever bivirkninger mere end tre dage efter, at man har modtaget AstraZeneca-vaccinen.
Foto: Maria Yde, TV MIDTVEST

Er man påbegyndt vaccination med AstraZeneca, vil man blive færdigvaccineret hurtigst muligt.

Sådan lyder det fra Anders Kühnau (S), der er formand for Region Midtjylland.

- Vi vil selvfølgelig sørge for, at alle bliver indkaldt til en revaccination, hvis det bliver AstraZeneca, vi fortsætter med. Det ved vi ikke endnu. Det får vi at vide om et par uger. Ellers vil man blive tilbudt en anden vaccine. Alle danskere skal selvfølgelig tilbydes en færdig vaccination. Og vi gør det så hurtigt, vi overhovedet kan, siger Anders Kühnau.

Sundhedsstyrelsen oplyste torsdag, at vaccinationer med AstraZeneca-vaccinen sættes på pause, mens det undersøges, om der er en sammenhæng mellem alvorlige tilfælde af blodpropper og vaccinen. På nuværende tidspunkt kan en sådan sammenhæng ikke konkluderes.

På den baggrund har Sundhedsstyrelsen lavet en opdateret vaccinationskalender, der forsinker vaccinationsprogrammet, så sidste dansker forventes færdigvaccineret 15. august.

Ældre forrest i køen

Det berører i alt 32.000 borgere i Region Midtjylland, der havde tid til vaccination med den suspenderede vaccine de næste to uger, viser tal, som TV2 ØSTJYLLAND er i besiddelse af.

I uge 11 var der planlagt 7200 vaccinationer i regionen, mens det gjaldt 25.000 i uge 12.

Sundhedsstyrelsen har I første omgang valgt at prioritere vaccinationen af ældre borgere, og derfor vil det primært være sundhedspersonalet, der vil blive rykket bagud i vaccinekøen.

Anders Kühnau forklarer, at Region Midtjylland ikke har mulighed for at ændre i den prioritering.

- Det kan vi ikke. Den melding, der er kommet fra Sundhedsstyrelsen, er, at vi fortsætter med at give de to andre vacciner, fra Phizer og Moderna, primært til de ældre borgere. Til personalet vil man tage stilling til, hvilken vaccine de skal have, hvis vi ikke kan bruge AstraZeneca fremover, siger han.

Men hvorfor køber I ikke bare nogle andre vacciner?

- Det er ikke Region Midtjylland, der køber vaccinerne. Det gør man centralt fra i forhold til de aftaler, man har med EU. Vi skal sørge for at give den så hurtigt, vi overhovedet kan, og undgå spild.