Kort nyt

15. maj 2024 kl. 09:00

Staten har sat skovløberbolig til salg

Drømmer du om et nyt hjem midt i skoven? 

Så har du nu mulighed for at købe en tidligere skovløberbolig på Løvevej 22 i Vrads syd for Silkeborg, der er sat til salg for 1.895.000 kroner. 

Det er statens ejendomsselskab, Freja Ejendomme, der sælger ejendommen, som det har overtaget fra Naturstyrelsen. 

Boligarealet er på 140 kvadratmeter, mens der også er 109 kvadratmeter erhvervsareal. Det hele ligger på en 3.196 kvadratmeter stor grund, som ejendomsselskabet beskriver som naturskøn. Det kalder også ejendommen for "charmerende" i salgsopstillingen.

Ejendommen er opført i 1906 og løbende renoveret. Den vil blive sat til salg ved en ejendomsmægler i Silkeborg. 

Freja Ejendomme har også 24 andre ejendomme til salg, men ingen af dem ligger i Midt- og Vestjylland.

løvevej 22, bryrup - luftfoto danmark
Foto: Luftfoto Danmark
Kl. 04.22

Politiet har anholdt mand for knivstikkeri

Politiet i Viborg har natten til mandag anholdt en mand, som de mener står bag knivstikkeriet i Viborg, der skete fredag aften.

Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær, fortæller, at manden formentlig bliver fremstillet i grundlovsforhør mandag, efter at politiet hele natten har arbejdet på at finde frem til ham.

Det var en 19-årig mand, der fredag aften blev stukket i brystet med en stor kniv, og siden har politiet ledt efter gerningsmanden.

Lørdag blev to unge mænd anholdt i sagen, men de blev senere løsladt igen. Den ene er dog fortsat sigtet i sagen.

26. maj 2024 kl. 22:37

Friland tror på fremgang for økologien

Efter nogle svære år for de økologiske kødproducenter tror Friland, der er Danish Crowns økologiske afdeling, nu på bedre tider.

- Vi kan se på vores salg og på vores markedsindsigter fra vores vigtigste markeder i Danmark og Tyskland, at der er et større behov for økologi. Så efter et par svære og lidt mere trælse år begynder vi at se mere positivt på fremtiden, siger Frilands administrerende direktør, Søren Tinggaard.

Optimismen gik igen hos flere af de økologiske griseproducenter, der søndag slog dørene op til åbent hus, kaldet Sofari.

26. maj 2024 kl. 22:13

Guldfest gav ild i garagen

Fejringen af DM-guldet tog en smule overhånd for en FCM-fan søndag aften.

For han fyrede fyrværkeri af på Ågårdsvej i Vildbjerg, men da det ikke er lovligt at gøre uden tilladelse foruden nytårsaften, besluttede han sig for at tage batteriet ind i garagen, da batteriet var færdigaffyret.

Men batteriet stod tilsyneladende og glødede, så der gik ild i garagen.

Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Olesen.

- Sådan kan det gå. Euforien kan godt være svær at styre, siger vagtchefen.

Den fyrværkeriglade FCM-fan kan se frem til en bøde for både at overtræde fyrværkeriloven og beredskabsloven.

- Jeg kan ikke oplyse størrelsen, men det bliver en bøde, han kan mærke, siger vagtchef Anders Olesen.

26. maj 2024 kl. 22:11

FCM tog fusen på ekspert

Dan Sørensen analyse FCM FC Midtjylland
Foto: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Du snyder simpelthen dig selv, hvis fodbold rager dig en papand. For de følelser, fodbold kan sætte i sving hos selv voksne mennesker, trodser enhver beskrivelse. FC Midtjylland blev i aften danske mestre på den mest thrilleragtige måde.

Det havde de færreste regnet med kunne ske. Inklusiv undertegnede. På forhånd havde jeg kun givet FCM fem procents chance for, at miraklet ville indtræffe. FCM skulle i sidste spillerunde have flere point end Brøndby for at vinde DM-trofæet. Og minsandten om ikke Brøndby missede en giga-matchbold.

FC Midtjylland er nu danske mestre for fjerde gang på 25 år. En vanvittig bedrift af så ung en klub. Og tilmed tegner klubbens fremtid særdeles lovende med Anders Holch Povlsen ved roret. FCM-ejeren er ikke en mand, der er kendt for at løfte foden fra speederen, når et projekt skal fremad.

Sikke en præstation. Sikke en måde at vinde et mesterskab på. Sikke en næsten uvirkelig spændende sæson i Superligaen. Jeg glæder mig allerede til en ny sæson.

 

26. maj 2024 kl. 21:29

Hest blev dræbt af lynet - øjenvidne er chokeret

38-årige Laura Midtgård har levet på et stutteri hele sit liv. Men søndag fik sig et chok, hun aldrig har oplevet før. Hun så en hest blive dræbt af lynet.

- Jeg er da chokeret og utroligt ked af det, siger Laura Midtgård.

Stutteriejeren Laura Midtgård stod i stalden med tre veninder og kiggede ud på folden, da lynet slog ned i hesten Isabel Fra Skovhuset. Det skete klokken 15:08.

- Lige pludselig lød der et ordentligt skrald og et stort blink. Det føltes, som om det varede i flere sekunder.

- Vi kunne se, at lynet slog ned i hesten, og hun faldt om lige med det samme, siger Laura Midtgård.

26. maj 2024 kl. 21:18

Direktør havde solgt den for sølv

FC Midtjyllands administrerende direktør, Claus Steinlein, kan nu fejre sit fjerde mesterskab med FC Midtjylland.

Direktøren er ret klar i spyttet: præstationerne har ikke været de flotteste. Men mesterskabet skiller sig alligevel positivt ud.

- Det har været den aller, allerstørste præstation menneskeligt, siger Claus Steinlein.

Direktøren tænker han på, at holdets anfører, Kristoffer Olsson, 20. februar fik flere blodpropper og derefter røg i koma.

Kristoffer OIsson var i dag for første gang tilbage på MCH Arena som tilskuer, og han fik overrakt pokalen.

Dermed kan FCM nu fejre deres fjerde mesterskab, efter mand vendte 0-2 til uafgjort mod Silkeborg IF. Men faktisk havde direktøren solgt guldet for mindre.

- Jeg havde sgu solgt den for en sølvmedalje før i dag. De blev ved at tro på det. Der var mange, der kunne have givet op. Vi var bagud 2-0.

26. maj 2024 kl. 19:31

FCM er danske mestre

FC Midtjylland har vundet sit fjerde danske mesterskab.

Midtjyderne skulle søndag tage flere point i deres kamp mod Silkeborg IF, end Brøndby IF gjorde i deres duel mod AGF. Og det lykkedes akkurat.

Brøndby IF snublede og tabte 3-2 mod AGF, mens FC Midtjylland fik 3-3 hjemme mod rivalerne fra Silkeborg.

TV MIDTVEST liveblogger og indhenter reaktioner på mesterskabet.

26. maj 2024 kl. 18:18

Politiopbud ved solcenter

Søndag eftermiddag var politi og ambulance til stede ved et solcenter på Døesvej i Holstebro. Opbuddet skyldtes, at rengøringspersonale fandt en død mand på solcenterets toilet. 

- Der er fundet en død derinde, og der var ikke noget mistænkeligt i det på nogen som helst måde, siger Anders Olesen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

Manden er i følge overvågning gået ind på solcenteret for nogle dage siden, men er først fundet i dag. 

- Vi ved godt, hvem han er, og vi har også underrettet de pårørende, siger vagtchefen og tilføjer: 

- Han har formentlig fået et ildebefindende. Det er et naturligt dødsfald. 

26. maj 2024 kl. 17:59

Bil skred ud og ramte lastbil

En 23-årig mandlig bilist kørte søndag sammen med en lastbil.

- Det var sandsynligvis på grund af aquaplaning, siger vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Anders Olesen.

Uheldet skete i en rundkørsel ved Sønder Felding i Herning Kommune. I rundkørslen mellem Skjernvej og Vardevej gled en bil ud og røg ind i en lastbilanhænger.

Ifølge politiet ramte bilen anhængerens midterste dæk.

Uheldet får nu politiet til at advare:

- Når der kommer de her voldsomme regnskyl, kan der godt ligge vand på vejene, siger Anders Olesen.

Den 23-årige mand fra Vamdrup kom kørende ad Skjernvej mod Skjern, da han gled ind i lastbilen, som blev kørt af en 59-årig mand fra Hemmet.

Ingen af de to personer kom til skade, og politiet sigter ikke nogen i sagen. Politiet vurderer altså, at der ikke er sket noget kriminelt i sagen.

- Man kan godt kalde det for et tilfælde af sort uheld, siger Anders Olesen.

26. maj 2024 kl. 16:14

Toårig fløjet på hospitalet

Søndag omkring klokken 11:30 landede en gul lægehelikopter i Ikast.

Vagtchef ved Midt-og Vestjyllands Politi Anders Olesen kunne 15:45 søndag fortælle flere detaljer.

Den toårige dreng havde leget på en legetøjsscooter.

Da drengens mor bakkede i sin bil, stødte de sammen. Den toårige sad kortvarigt fast mellem legetøjsscooteren og karrosseriet ved bilens venstre forhjul.

Allerede da lægehelikopteren fløj afsted, var drengens tilstand stabil, og der var ikke tegn på livstruende skader.

- Umiddelbart ser det ud til, at skaderne er blå mærker og hudafskrabninger, siger Anders Olesen.

Men drengen blev altså fløjet til Aarhus for at blive tjekket for en sikkerheds skyld:

- Når det er et lille barn, ved man ikke, om der kan være trykket noget, siger vagtchefen.

26. maj 2024 kl. 16:10

Kaos før kampstart: Hal rømmet før bronzekamp

Umiddelbart før kampstart i Skjern Bank Arena blev alle bedt om at forlade hallen.

Spillere, tilskuere, trænere og officials. Brandalarmen var gået. Det skriver TV 2 Sport.

- Der gik en røgalarm, og det tog vi alvorligt og fulgte proceduren. Falck kom og konstaterede, at det var falsk alarm – der var i hvert fald ikke ild nogle steder, men der var røg, og det er løst, siger Skjern Håndbolds direktør Carsten Thygesen til TV 2 Sport. 

Røgalarmen var derimod gået, fordi røgen fra arenaens røgkanon, som blev brugt i forbindelse med indløb, var gået op i ventilationsanlægget.

Kampen endte 31-35 til Ribe-Esbjerg. 

26. maj 2024 kl. 15:49

FCM-anfører er tilbage på stadion efter koma

Kristoffer Olsson er tilbage på MCH Arena som tilskuer. Det er første gang, siden han i februar faldt om i eget hjem og derefter røg i respirator. Billedet her er fra en pressekonference i 2023.
Kristoffer Olsson er tilbage på MCH Arena som tilskuer. Det er første gang, siden han i februar faldt om i eget hjem og derefter røg i respirator. Billedet her er fra en pressekonference i 2023.
Foto: Jose Sena Goulao/EPA/Ritzau Scanpix

FC Midtjyllands anfører, Kristoffer Olsson, er tilbage på MCH Arena til det mulige guldbrag mellem FC Midtjylland og Silkeborg IF.

Anføreren røg i februar i koma, efter han faldt om i eget hjem.

Han blev ramt af flere små blodpropper 20. februar. De har siden gjort ham ukampdygtig, og han har genoptrænet på Regionshospitalet Hammel Neurocenter.

Men søndag kommer han altså tilbage på MCH Arena som tilskuer for første gang siden. Det oplyser FC Midtjylland i en kampoptakt hos Viaplay.

Til TV MIDTVEST fortæller Preben Rokkjær, der er marketing og support director i FCM, at FCM vil lave en markering i ottende minut. Kristoffer Olsson har nummer 8.

FC Midtjylland vinder det danske mesterskab i dag, hvis de får flere point i kampen mod Silkeborg, end Brøndby IF får i deres opgør mod AGF.

Hos TV MIDTVEST kan du både finde en liveblog fra kampen og reaktioner.

26. maj 2024 kl. 15:26

Uheld ved rundkørsel

Der er sket et uheld på rute 12 fra Herning mod Varde mellem Assing og Sønder Felding. Det oplyser Vejdirektoratet på deres hjemmeside. 

Derfor bedes man være ekstra opmærksom og køre forsigtigt forbi uheldsstedet. 

Det er i følge Vejdirektoratets kort sket ved en rundkørsel. 

26. maj 2024 kl. 13:39

4500 borgere har været uden strøm

4500 borgere i og omkring byerne Ørum og Fårup i Midtjylland har søndag været uden strøm efter det, der formentlig er et lynnedslag. 

Det fortæller presseansvarlig hos elnetselskabet N1 Frederik Schmidt til TV 2.

Strømmen er nu tilbage igen, oplyser Frederik Schmidt. 

Det længste, nogle skulle undvære strøm, var i 47 minutter. 

26. maj 2024 kl. 10:45

18-årige kvinder påkørt flere gange af flugtbilist

To 18-årige kvinder blev lørdag aften påkørt bagfra flere gange og en gang på siden af en ukendt person. 

Det oplyser Ole Vanghøj, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

Politiet fik anmeldelsen lørdag aftenen klokken 21:43. De to kvinder kørte på Bruunsvej i Viborg, da en bil begyndte at køre ind i dem. 

- De blev påkørt bagfra flere gange, og til sidst kørte bilen op og kørte ind i dem fra siden af, siger Ole Vanghøj.  

Den 18-årige fører mistede herefter herredømmet over bilen, som endte med at køre op over fortovet og henover cykelstien. 

- Bilen kørte fire meter ned i en have og endte i en hæk, siger Ole Vanghøj. 

Den anden bilist flygtede fra stedet og var på vejen væk ved at køre to fodgængere ned. Nu efterlyser politiet vidner, der kan have set eller hørt noget. 

- Bilen var en lysegrå nyere Mercedes i en sportsligende model. Hvis nogen har set noget eller har noget overvågning, så vil vi rigtig gerne høre fra dem, siger vagtchefen. 

Politiet oplyser, at de to kvinder er uskadte. 

Politiet kan kontaktes på 114.

26. maj 2024 kl. 09:54

Bokser Dina Thorslund er fortsat dobbelt verdensmester

Den danske bokser Dina Thorslund, der bor i Holstebro, er fortsat dobbelt verdensmester i bantamvægt. Lørdag nedkæmpede hun den ellers ubesejrede tyrker Seren Cetin og sejrede sikkert på point.

Thorslunds VM-bælter hos både WBO og WBC var på højkant i Royal Arena, og med sin sejr nummer 22 i lige så mange kampe forblev bælterne på danske hænder efter ti omgange mod den hårdføre tyrker.

Seren Cetin kom til kampen som ubesejret. Hun havde 11 sejre i 11 kampe, syv af dem på knockout. Men den pletfri sejrsliste er nu en saga blot.

Efter at de to nationalhymner var afsunget, og gongen lød, farede de to boksere i flæsket på hinanden.

Cetin havde stor ære af kampen, hvor hun tog imod mange tæsk. Hun blev på benene, men pointafgørelsen talte sit tydelige sprog. Den danske sejr var suveræn. To dommere havde 100-90 og en enkelt 99-91 i Thorslunds favør.

26. maj 2024 kl. 09:50

Gerningsmand bag knivstik er søndag stadig på fri fod

Søndag morgen leder politiet stadig efter personen, der fredag aften i Viborg stak en 19-årig mand ned med en kniv i brystet i. 

Det oplyser Ole Vanghøj, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

Den 19-årige mand, der blev stukket ned, har indtil videre ikke villet samarbejde med politiet om at finde gerningsmanden. 

- De har haft en aftale om, at de skulle mødes, men det er svært, når han ikke vil dele sin viden med politiet, siger Ole Vanghøj. 

Politiet formoder, at de to har haft en relation til hinanden, og man derfor ikke skal være bange for at gå rundt på gaden i Viborg. 

- Det er ikke bare en borger, der er gået på gaden og blevet stukket ned. Der er sket noget forud for deres møde, men hvad der er foregået, må efterforskerne finde ud af, siger Ole Vanghøj. 

26. maj 2024 kl. 08:19

Guldtøj fra aflyst mesterskabsfest kan blive destrueret

FC Midtjylland vil helst undgå uheldige billeder på nettet, og derfor sender de muligvis ubrugt guldtøj til destruktion, hvis de ikke bliver danske mestre søndag aften.

Der går sjældent mange minutter, fra slutfløjtet lyder i en pokalfinale eller sidste superligarunde, til spillere og trænere fra mesterholdet står med guldtrøjer, kasketter og parykker på.

Men når Superliga-titlen som i år balancerer på en knivsæg, er flere hold nødt til at forberede sig på festen. Og så ser meget af det indkøbte guldtøj aldrig dagens lys, forklarer FC Midtjyllands kommercielle direktør, Jacob Jørgensen.

- Umiddelbart er det noget, man destruerer og aldrig viser frem, siger han.

Brøndby og FC Midtjylland har før sidste runde søndag samme antal point, men midtjydernes målscore er markant ringere, og reelt kan de ikke selv afgøre det.

Af samme årsag har FC Midtjylland købt konservativt ind denne gang.

- Vi vil undgå den situation, hvor vi har flere tusinde trøjer, vi skal destruere, lyder det fra Jacob Jørgensen.

26. maj 2024 kl. 07:53

DMI udsender varsel om skybrud

Man var næsten lige ved at vænne sig til de varme sommerdage, men nu skrues temperaturerne lidt ned, og regnen kommer igen. 

Søndag kommer der regn- og tordenbyger henover Danmark. 

Det skriver DMI

Nogle af bygerne ser ud til at kunne blive så kraftige, at de kommer ind under kriteriet for skybrud, hvor der skal komme mere end 15 mm. regn på 30 minutter.

Det er særligt her i Midt- og Vestjylland, at de kraftigste byger vil kunne forekomme. Derfor er der udsendt varsel om skybrud og torden. Det gælder fra søndag klokken 12:00 og frem til søndag aften kl. 21:00.

Det kommende døgn er atmosfæren over Danmark meget "eksplosiv", og byger kan pludselig dukke op og på kort tid blive ganske kraftige. 

25. maj 2024 kl. 22:00

Lufthavn blev blokeret

Seks klimademonstranter troppede lørdag op ved lufthavnen i Karup med et banner og afspærringstape. Her blokerede de en lufthavn, der holdt weekendlukket.

Udstyret med en megafon demonstrerede aktivisterne mod brugen af privatfly og så spærrede de hovedindgangen af.

- Vi prøver at få folk til at tænke på, hvad de er i gang med at ofre. Hvorfor vil man ofre så meget carbon og så meget af verdens samtid for at komme hurtigere til for eksempel København?

- Mange ture i privatfly er så korte, at man endda kunne tage turen i limousine, og så ville det stadig være bedre for klimaet, siger klimademonstranten Oliver Madsen.