Henrik har svært ved at trække vejret: Hver tirsdag synger han kor

KOL-koret i Lemvig synger "Så Længe Jeg Lever" af deres lungers begrænsede kraft, da koret fejrer 10 års fødselsdag.

0:17

Når de sådan kommer op af trappen eller ud af elevatoren på musikskolen i Lemvig, så kan man tydeligt høre, at nogle har noget svært ved at trække vejret helt ned i lungerne.

Nogle piber lidt, andre hoster. De fleste har KOL - Kronisk Obstruktiv Lungesygdom, nogle har andre lungesygdomme.

Men ind på deres pladser kommer de. De skal nemlig synge i KOL-koret, og de glæder sig.

- Jeg kan i den grad mærke forskel, når jeg går her op og har den time med sang. Når jeg så skal hjem igen, så har lungerne det betydeligt bedre, siger Henrik Bækgaard Thomsen, der er KOL-patient.

Det er hverken "Take My Breathe Away" eller "Smoke on the Water", men mest højskolesange som den 75-årige tidligere efterskolelærer og de andre i koret synger.

De synger også andre sange, for eksempel "Så Længe Jeg Lever", som de har optrådt med ved et Johnny Mogensen arrangement i den lokale biograf.

En masse røg

Henrik Bækgaard Thomsen fik konstateret KOL for snart en del år siden. Sygdommen gør, at han i dag har svært ved at få luft og gøre det, han gerne vil. 

Han er ikke i tvivl om årsagen.

- Det har nok været en masse røg. Jeg har jo været storryger, fortæller Henrik Bækgaard Thomsen.

Det er ti år siden KOL-koret var samlet for første gang. Den gang var det kun nogle få, der var med. Nu er de mere en 20, når de mødes hver tirsdag på musikskolen i Lemvig.

KOL-koret mødes hver tirsdag på Musikskolen i Lemvig. De fleste har KOL, men der er også sangere med andre lungesygdomme.
KOL-koret mødes hver tirsdag på Musikskolen i Lemvig. De fleste har KOL, men der er også sangere med andre lungesygdomme.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

De synger en time, hver gang de mødes. Og der sker noget under sådan en time, fortæller korlederen.

- Når vi kommer længere hen i korprøven, så har de god luft og synger godt til. Og når vi synger noget, som de kender rigtigt godt, så synger de rigtigt godt med og synger højt, og det er helt fantastisk, fortæller korleder Birgit hanghøj fra Lemvig Musikskole.