Nu sker det: TV MIDTVEST præsenterer nyheder på en ny måde

Et nyt nyhedsstudie har været undervejs længe. Længere ned i artiklen kan du se studiet blive til.

Onsdag den 15. maj er TV MIDTVEST klar til at indvie nyt nyhedsstudie.
Onsdag den 15. maj er TV MIDTVEST klar til at indvie nyt nyhedsstudie.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Når TV MIDTVEST onsdag aften sender nyheder klokken 19.30, vil seerne opleve, at de bliver serveret fra et helt nyt studie. 

I de seneste måneder er der blevet arbejdet i kulisserne, og i et par uger er nyhederne blevet sendt fra et "nødstudie" i redaktionen. Men i aften er TV MIDTVEST klar til at gå i luften fra et ny-ombygget studie. 

- Vi har brug for at signalere mere og andet end nyheder, og vi vil give midt- og vestjyderne mulighed for at opleve gæster på en helt ny måde i vores tv-udsendelser, siger produktionschef på TV MIDTVEST Carsten Jensen. 

I det forhenværende studie stod studieværterne op, og de gik rundt, når der eksempelvis blev brugt en skærm bag dem til grafik. 

I det nye studie skal værterne sidde ned.

- Vores nye studie ligger visuelt noget imellem nyheder og noget mere hyggeligt. Det skal skabe trygge rammer for de gæster, der kommer ind i studiet, og samtidigt være katapult for at vores værter kan sprænge rammerne for rollen som nyhedsvært. Man vil altså opleve andre og mere personlige sider af vores værter i det nye studie, siger Carsten Jensen.

Flere i studiet

Det nye nyhedsstudie har et større og længere bord, og det er ikke tilfældigt. Det skal understøtte, at TV MIDTVEST gerne vil have flere gæster forbi studiet på Søvej i Holstebro.

- Seerne vil opleve at vores værter vil lave længere og mere personlige interviews. Seerne vil også opleve, at gæsterne i studiet vil være helt almindelige midt- og vestjyder som har stærke historier eller bare er interessante personligheder.

- For os på TV MIDTVEST åbner det nye muligheder for at producere mere nært indhold. Man vil opleve at også hér vil vi komme tættere på de mennesker, der lever og bor i vores område, siger Carsten Jensen.

Der er premiere på det nye studie i 17-udsendelsen onsdag.

0:28
Her kan du se det nye studie blive til.