Storkeungerne alene i reden, men forældrene har ikke forladt dem

Selv om de tre storkeunger fra reden i Bækmarksbro har lært at flyve, så bor de stadig i reden. Men forældrene holder sig på afstand.

Storkeungerne er alene i reden i Bækmarksbro.
Storkeungerne er alene i reden i Bækmarksbro.
Foto: TV MIDTVEST

På en regnvejrsdag som i går bliver de tre storkeunger Ragna, Ruth og Benny i deres rede i Bækmarksbro. Men deres forældre Kjeld og Yvonne er ikke at se.

- De har været en del i reden, og det hænger nok sammen med, at det er regnvejr. Når det regner, så bliver de våde, og så gider de ikke flyve. Det kræver nemlig for meget energi, forklarer storkeekspert Mogens Lange fra storkene.dk.

Han siger, at ungerne bliver for tunge til at flyve, når de er våde.

10:00
Det meste af torsdagen stod de tre storkeunger stille på samme sted i reden.

Flyver snart sydpå

Selv om de tre storkeunger er alene i reden, så betyder det ikke, at deres forældre helt har forladt dem.

- Kjeld og Yvonne sidder sikkert på en mast eller et hustag i området. De er nu begyndt at koncentrere sig mere om sig selv, for ungerne kan næsten klare sig selv, siger Mogens Lange.

Når regnen stopper, vil storkene begynde deres rejse sydpå, og så skal ungerne kunne klare sig selv. Så forældrene holder sig altså væk fra reden for at forberede ungerne til at kunne klare sig selv, når de trækker mod syd.

- Det kan være meget snart, så ungerne bliver ikke fodret eller passet på mere på nogen måde. De er overladt til sig selv. Forældrene beskytter dem ikke så meget, som de har gjort, og det er helt naturligt.

Hvis Kjeld og Yvonne vender hjem til reden igen næste år, så er TV MIDTVEST klar igen. Men indtil reden er helt forladt for i år, kan livet i storkereden stadig følges live på TV MIDTVESTs hjemmeside.