Ægtepar sagde op efter 30 år: Nu står de på ski og arbejder i Østrig

De var begge kørt træt i hverdagen i Harboøre. Så parret Bjarne Jakobsgaard og Berit Reinau sagde deres job på Cheminova op og rejste til Østrig for at bestyre et hotel og stå på ski.

Bjarne og Berit
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Det er en drøm, der er gået i opfyldelse for Bjarne Jakobsgaard og Berit Reinau. Men også den største chance de nogensinde har taget.

De har sagt farvel til hverdagen i Danmark og er rejst til udlandet for at følge deres passion; Østrig, alper og ski. Lige nu er de bestyrere på et skihotel i Alpendorf i Østrig.

- De første tre uger kan nærmest beskrives som kaos, husker Berit Reinau, og hun bliver bakket op af sin mand:

- Jeg har været på vej hjem to gange, men det går fremad. Det var en hård kamp at starte op med selv at skulle lære og så på samme tid også skulle lære fra sig.

Farvel til fast job

Bjarne Jakobsgaard  er 57 år, og Berit Reinau er 47 år. De har begge indtil fornyeligt arbejdet på kemifabrikken Cheminova i Harboøre i henholdsvis 35 år og 26 år. Bjarne som mellemleder og Berit som laborant. Ingen af dem med erfaring fra servicebranchen. Så det lå altså langt fra i kortene, at de skulle overtage et hotel i Østrig med plads til 120 gæster.

- Hverdagen var jo det samme, det samme og det samme. Jeg kunne godt tænke mig at prøve noget helt nyt, siger Berit Reinau.

- Vi havde skiftende arbejdstider, og der kunne gå op til fem uger, før vi havde en fridag sammen. Så på et år havde vi reelt haft fire weekender, hvor vi kunne noget sammen. Det kunne vi godt mærke, at det ikke gik i længden, siger Bjarne Jakobsgaard.

I november havde de sidste arbejdsdag i Harboøre, og den 4. december kom de til Østrig, hvor de i fire måneder skal bestyre Hotel Rothirsch for firmaet Danski.

8:51
Bjarne Jakobsgaard og Berit Reinau fra Harboøre har sagt farvel til fast job og pension og udlever nu drømmen på et skihotel i Østrig. 
Foto: Anders Toft Bro, TV MIDTVEST

Arbejde og ski

Harboøre-ægteparret har nu ansvaret for de fem, der arbejder i hotellets køkken og de 12 unge danskere, der lige som Bjarne og Berit bruger fire måneder i alperne. Og selv om Bjarne er vant til at være leder for flere medarbejdere på Cheminova, så er det alligevel en udfordring.

- Jeg har været leder i mange år, men det har været for voksne mænd. Men en 19-årig, der spørger om alt og spørger mange gange, er noget helt andet. Vi har haft mange snakke om, at man ikke bare skal spørge, man må godt prøve selv at finde ud af noget, siger den erfarende leder.

Bestyrerne arbejder selv indtil klokken 21 hver aften og mellem 60 og 70 timer om ugen. Men for dem er det det hele værd. De er nemlig sammen, og når de et par gange om ugen tager ud på de østriske pister og står på ski, så er alle udfordringer og frustrationer glemt.

- Vi er vilde med at stå på ski, og vi får muligheden for at gøre det oftere og oftere, når vi kommer længere hen på sæsonen, siger Bjarne Jakobsgaard.

Til april smelter sneen dog, og skisæsonen slutter. Her udløber Bjarne Jakobsgaard og Berit Reinaus kontrakt også, og de står uden job igen.

- Der er nok nogen, der synes, at det er vanvittigt, at kaste det hele over bord for at tage af sted i fire måneder, siger Berit Reinau.

- Men det er et led i vores investering i vores fremtid og muligheden for at få prøvet noget nyt, siger Bjarne Jakobsgaard.

Ægteparret er blevet tilbudt at bestyre hotellet henover sommeren, hvor gæsterne kommer for at vandre og cykle på mountainbikes. Men de har endnu ikke besluttet, om de siger ja, eller om de skal hjem til hverdagen i Danmark, eller om de skal noget helt andet.

27:58
Her kan du møde et par, der ligesom Berit og Bjarne søgte nye udfordringer som hotelbestyrer i Alpendorf.