Annette bærer mundbind for videnskaben: Jeg vil så gerne have mit liv tilbage

Rigshospitalet har startet et omfattende forskningsprojekt, der skal undersøge mundbindets effekt på corona-spredningen.

For første gang begav Annette Sortemos sig i dag uden for iført mundbind. Her handlede hun blandt andet i Løvbjerg.
For første gang begav Annette Sortemos sig i dag uden for iført mundbind. Her handlede hun blandt andet i Løvbjerg.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Stadig flere lande indfører brug af mundbind, når folk skal ud i det offentlige rum. Det sker i håbet om at undgå smittespredningen af coronavirus.

I Danmark er det ikke påkrævet at trække et lille bind op over næse og mund, når man forlader sit hjem, men nu har Rigshospitalet igangsat et omfattende forsøg, der skal undersøge, hvilken effekt mundbindet har på coronasmitten.

Én af de i alt 6000 danskere, der har tilmeldt sig undersøgelsen, er 52-årige Annette Sortemos fra Ikast. Hun er blandt de 3000, der er blevet udvalgt til at bære mundbind, hver gang hun går uden for sin dør, eller får besøg i sit hjem. 

- Jeg tænkte, vi må gøre et eller andet, og så fordi jeg så gerne vil have mit liv tilbage, siger hun.

Udover 50 mundbind har hun som en del af forsøget blandt andet også modtaget to antistoftest. Den første har hun allerede taget, og den viste, at Annette Sortemos ikke tidligere har været syg af coronavirus.

Den anden skal hun tage, når hun afslutter forsøget den 2. juni. Får hun symptomer i mellem tiden, skal hun podes i halsen og aflevere prøven til Rigshospitalet.  

Så det er altså ikke kun mundbind, der følger med, når man er testperson. Alligevel er det netop den synlige del af forsøget, der har skabt flest tanker hos Annette Sortemos.

- Jeg ved, at hvis jeg er ude at handle og så møder en med maske, så er det første, jeg tænker, at vedkommende er syg.

- Det er jo ikke naturligt her hos os, men hvis det virkelig hjælper til, at vi kan få et normalt liv, at der ikke er flere folk, der skal miste deres arbejde, at jeg kan se min far på 77 igen og give ham et kram, hvis bare jeg har sådan en klud for munden - det ville være fantastisk!

Som en del af forsøget har Annette Sortemos blandt andet modtaget to test for antistoffer og en badge, der fortæller, at hun er med i Rigshospitalets undersøgelse og altså ikke er syg.
Som en del af forsøget har Annette Sortemos blandt andet modtaget to test for antistoffer og en badge, der fortæller, at hun er med i Rigshospitalets undersøgelse og altså ikke er syg.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

- Jeg fik ikke alle de der blikke, jeg havde frygtet

I dag er første gang Annette Storemos skal bære bindet uden for hendes hjem. Dagens udfordring er shoppetur i byen.

- Jeg tænker faktisk, det er lidt grænseoverskridende, lyder det fra den 52-årige studerende, inden hun bevæger sig afsted.

Efter at have været en tur i Løvbjerg og i en genbrugsforretning i Ikast med bind for munden er det tid til at gøre status.

- Jeg tror måske, det var værre for mig, end det var for dem, jeg mødte derinde. Jeg fik ikke alle de der blikke, som jeg måske havde frygtet, men det var stadigvæk mærkeligt og grænseoverskridende, lyder konklussionen fra Annette Sortemos.

Mundbind kan blive en realitet i Danmark 

Det er i Danmark lige nu ikke en pligt at bære mundbind i det offentlige rum, som vi ellers har set det i flere europæiske lande.

- Vi mangler dokumentation for, at de (mundbind red.) virker - vi har en forventning om, at de virker, men dokumentationen ligger der ikke, og det er den dokumentation, vi vil lave med det her studie, siger Henning Bundgaard, der er professor og overlæge på Rigshospitalet.

Når forsøget er slut, skal alle 6000 deltagere testes for coronavirus - både de 3000, der ikke har båret mundbind og de 3000, der har.  

- Forskellen i de tal vil så være den forskel der viser, om mundbind beskytter eller ikke beskytter mod corona, siger overlægen.

Hvis resultaterne viser, at mundbindet har en nedsættende virkning på coronasmitten, kan vi i fremtiden komme til at se folk med mundbind, når vi bevæger os uden for vores hjem.

- Det kan man sagtens forestille sig. Det kan også være i et tog og busser og andre offentlige steder - en måde at løsne det lidt op på, at vi kan samles lidt flere, det kunne være ved hjælp af mundbind.