Tvis Skole forventede nedlukning i en uge mere – nu genåbner skolen og sognet i morgen

I over en uge har Tvis Skole været corona-lukket. Forventningen var, at det skulle fortsætte en uge mere, men nu gør skolen klar til at åbne allerede i morgen, da sognet officielt åbner.

Tvis Skole har været nedlukket siden 25. august, men nu gør de klar til at byde eleverne velkommen tilbage.
Tvis Skole har været nedlukket siden 25. august, men nu gør de klar til at byde eleverne velkommen tilbage.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Selv om Tvis Skole i dag var helt tom og uden elever, så var der alligevel glæde på gangene.

- Det er en god dag, fordi vores elever kommer tilbage og får en normal skoledag fra i morgen, siger Carsten Yding, der er viceskoleleder på Tvis Skole.

Siden 25. august har de 420 elever på skolen fået online undervisning, da Tvis Sogn er nedlukket på grund af et for højt smittetryk. Forventningen var, at eleverne kunne komme tilbage på skolen senest den 10. september.

3:16
Tvis Sogn blev lukket 25. august.

- Vi havde ud fra tallene her i Tvis Sogn forventet, at vi i hvert fald skulle være lukket syv dage mere, og det var det, vi havde forberedt os på. Men så fik vi bare en anden virkelighed i går eftermiddags og her til morgen, siger Carsten Yding.

Årsagen til den uventede åbning er, at bekendtgørelsen om automatiske sognenedlukninger udløber i morgen, den 1. september. Herefter er der dog stadig muligheder for, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan udsende et påbud til en kommunalbestyrelse om at lukke specifikke skoler og institutioner, hvor smitten er høj, oplyser Sundhedsministeriet i en mail til TV MIDTVEST. 

Viceskolelederen på Tvis Skole, Carsten Yding, glæder sig til at byde eleverne tilbage til den fysiske undervisning i morgen.
Viceskolelederen på Tvis Skole, Carsten Yding, glæder sig til at byde eleverne tilbage til den fysiske undervisning i morgen.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Hos Tvis Skole har de ikke hørt fra Styrelsen for Patientsikkerhed, så i dag er forberedelserne i gang til, at eleverne kan vente tilbage til den fysiske undervisning i morgen.

- Det har været mærkeligt på den måde, at ingen har kunne svare på, hvordan regelsættet egentlig er. Vi har været i tvivl om, hvor lang tid vi skulle være nedlukket. Det er med meget kort varsel, og som leder kan jeg kun glæde mig over, at vi har et personale, der med corona i den grad har lært at være omstillingsprate. Det er de også nu, så vi er klar i morgen tidlig, siger Carsten Yding.

Holstebro Kommune har i dag udsendt sms med information om genåbningen til borgere og virksomheder indenfor sognegrænsen.

Styrelse giver grønt lys til genåbning

I Tvis Sogn er der registreret 1.335 smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge. Det er 22 nye smittede den seneste uge, og det betyder, at 4,0 procent af de testede var positive.

Selv om Styrelsen for Patientsikkerhed kan udsende et påbud om at lukke specifikke skoler og institutioner, hvor smitten er høj, så kommer det ikke til at ske lige nu i Tvis.

- På nuværende tidspunkt er det styrelsens vurdering, at der ikke er sundhedsfagligt grundlag for at udstede et påbud til Holstebro Kommune om at lukke Tvis Skole, skriver Andreas Peder Schultz, der er kommunikations- og pressekonsulent hos Styrelsen for Patientsikkerhed i et skriftligt svar til TV MIDTVEST.