Nedlukning rammer lokal skole: - Det er virkelig træls, træls, træls

Nedlukningen af Tvis Sogn ved Holstebro rammer den lokale skole, som nu må sende sende alle sine 420 elever hjem i mindst en uge.

Skoleleder på Tvis Skole, Solveig Mogensen, er træt af, at hun nu igen skal sende sine elever hjem.
Skoleleder på Tvis Skole, Solveig Mogensen, er træt af, at hun nu igen skal sende sine elever hjem.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Fra i morgen vil klasselokalerne på Tvis Skole ved Holstebro stå gabende tomme, fordi alle elever igen skal møde ind til onlineundervisning.

Det er en af konsekvenserne ved, at Tvis Sogn nu lukker ned i minimum syv dage, fordi smittetrykket i sognet er for højt.

- Det er virkelig træls, træls, træls, fordi eleverne har siddet rigtig meget hjemme her i foråret, og vi havde glædet os til, at komme tilbage til en normal hverdag, siger Solveig Mogensen, der er skoleleder på Tvis Skole.

Sognet har været tæt på nedlukning i flere dage, og uvisheden, om hvilken udvikling der ville ske i smitten, har fyldt meget på skolelederkontoret.

- Det er stressende hele tiden ikke at vide, om det holder eller ikke holder. Man skal hele tiden lave nye undervisningsplaner, siger Solveig Mogensen.

Frygter konfirmationen er i fare

Eleverne i overbygningsklasserne er nogle af dem, der har brugt rigtig meget af deres forår på at være i skole hjemme på teenageværelset. Nu kan de se frem til, at det igen bliver deres hverdag i minimum den næste uge.

For Mel Humphry, der går i 8. klasse, er det ikke et problem, at undervisningen igen bliver online. Han synes faktisk, der er fordele ved at gå i skole hjemmefra.

- Jeg synes, det er nemmere at have onlineundervisning. Det larmer ikke så meget, når alle er mutede, så du kan bedre koncentrere dig derhjemme, siger han.

Nikolai Holk (venstre) og Mel Humphry går begge i 8. klasse, men den næste uge skal det foregå hjemmefra.
Nikolai Holk (venstre) og Mel Humphry går begge i 8. klasse, men den næste uge skal det foregå hjemmefra.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Han frygter mest, at hans konfirmation om halvanden uge også ender med at blive ramt af nedlukningen.

- Vi har jo før oplevet, at mange ting blev lukket ned, men det er bare nederen, hvis konfirmationen bliver lukket ned, fordi det er den eneste gang, man får lov til det, siger han. 

Udover skolelukningen bliver der også indført restriktioner i daginstitutioner og for fritidsaktiviteter.