Festivaler rammes hårdt: Det betyder den aflyste sommer for kulturen

Coronavirussen rammer sommerens festivaler og kulturarrangementer hårdt.

Festivalerne aflyses på stribe. Dette billede er fra Skive Festival i 2018. Foto: Poul Gerner, TV MIDTVEST

Tusindvis af midt- og vestjyder håbede til det sidste, at deres arrangement kunne få lov til at finde sted henover sommeren. 

Læs også Vildbjerg Cup aflyst: - Det er en katastrofe

Men i går aftes blev det håb slukket, da statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde fortalte, at det ikke ville blive tilladt at afholde større arrangementer til og med august. 

TV MIDTVEST har talt med en række festivaler og andre kulturarrangementer i dag, der nu skal finde ud af, hvad der skal ske, og hvad det betyder for deres økonomi.

Bork Festival

Bork Festival havde i 2019 sidst bedste år nogensinde, hvor overskuddet rundede en million kroner med en omsætning på knap 11 millioner. 

Læs også Politi og regioner opfordrer før påske med godt vejr: Hold stadig afstand

I 2020 er festivalen nu aflyst.

- Det er en mærkelig fornemmelse. Vi har været meget passive den sidste måned og afventet det her. I onsdags offentliggjorde vi så program, for at vise folk, der var gang i os. Men nu har vi så aflyst, forklarer festivalformand Martin Jensen.

Han håber nu på, at der kommer en hjælpepakke.

- Jeg ved ikke, hvad konsekvensen bliver i forhold til kulturlivet. Vi vil gøre alt, hvad vi  kan for at få det til at hænge sammen, slår han fast.

Thy Rock

- Jeg startede med at snakke i telefon i morges klokken fem og har gjort det indtil nu, fortæller Hans Peter Jarl Madsen, der er formand for Thy Rock.

Læs også Thy Rock om aflysning: – Vi havde glædet os

2019 var festivalens næstbedste år nogensinde, og 2020 så også ud til at blive en succes. I hvert fald havde de solgt 1500 billetter mere, end sidste år. Men festivalen er nu aflyst indtil næste år.

- Det var noget af en mavepuster. Vi har gået og snakket om det de sidste fem uger, men det var noget af en mavepuster, da beskeden kom. Det var rart nok at vide, for uvisheden var skrækkelig. Men derfor er det uvirkeligt. Vi har glædet os utroligt meget for at holde havefest for mange mennesker, siger Hans Peter Jarl Madsen. 

Han fortæller, at de er fortrøstningsfulde omkring økonomien og regner med at komme tilbage i 2020.

Alive Festival

En anden festival i Thy, der er ramt af statsministerens udmelding, er Alive Festival. Festivalens forperson Mille Møller Nielsen fortæller, at de ikke helt ved, hvilke konsekvenser det får for festivalen endnu, men at der i hvert fald ikke vil være en festival til august.

Læs også Alle festivaler og markeder aflyses til og med august

- Det får helt sikkert store konsekvenser, lige nu har vi meldt ud, at det nok kommer til at blive en aflysning. Vi kommer ikke til at afholde Alive Festival i august, siger hun.

Hun ved endnu ikke, hvad det får af betydning for festivalens fremtid, men håber på, at der er hjælp på vej.

- Jeg håber, vi kommer til at være dækket ind af nogle af de hjælpepakker, der nu er tale om. Så vi afventer og ser, hvad der kommer til at ske. Det er også en stor ting i lokalsamfundet, så vi er selvfølgelig bekymrede for økonomien og for de mennesker, der lægger mange kræfter i Alive, slår Mille Møller Nielsen fast.

Læs også OVERBLIK: Sådan vil regeringen genåbne Danmark

Rock i Ringkøbing

En andet arrangement, der også håber på en hjælpepakke, er Rock i Ringkøbing, der skulle være fundet sted 4. juli. Her er det dog ikke endelig afgjort, om festivalen måske kan rykkes til en senere dato i for eksempel september. De afventer derfor til efter påske, fortæller formanden Jens Hebroe. 

- Det er drønærgerligt, men vi skal udvise samfundssind. Men det får da store konsekvenser for kultur- og foreningslivet. Folk kan ikke købe billetterne to gange eller drikke det dobbelte næste år. Så pengene kommer jo ikke igen, siger han. 

Sidste år klarede festivalen et overskud på omkring 150.000 kroner på trods af dårligt vejr, derfor havde de store forventninger til 2020, men det er altså nu meget usikkert, om det kan blive til noget.

Ringkøbing Fjord Jazz Festival

I år fylder Ringkøbings jazzfestival 10 år, men fødselsdagsfesten er nu aflyst, fortæller formand Carsten Andresen.

Læs også Nora og Johanne glæder sig til skole - mor stoler på sundhedsmyndighederne

- Det betyder rigtigt meget. Det er et helt samfund som lever og ånder for det her. Det er rigtig mange frivillige kræfter, der bliver brugt og er blevet brugt. Vi synes, det er drønærgerligt, men det er der ikke noget at gøre ved, slår han fast.

Sidste år havde festivalen et overskud på omkring 80.000 kroner. Det er dog ikke festivalens økonomi, der bekymrer Carsten Andresen mest

- Vi har været meget heldige med den udmelding kommer allerede nu. Men jeg har været i kontakt med flere af dem, der plejer at levere til os. Der er vi nødt til at finde en løsning. Teltfirmaet kan jo ikke leje teltene ud nu, og det betyder også noget for dem, siger han.

Han lover, at festivalen kommer tilbage i 2021, hvor de må fejre 10 og 11 år samtidigt.

Læs også Håndboldsæsonen er slut - DHF lukker håndboldligaer ned

Mange aflysninger

Andre ramte arrangementer dækker også Skive Festival, der sidste år havde et overskud på omkring 500.000 kroner og Haze over Haarum i Harboøre, der havde et overskud på 412.000 kroner.

Men det er ikke kun festivalerne der er ramt. Vildbjerg Cup plejer normalt at trække 25.000 gæster, men må i år aflyses, og Kulturmødet på Mors melder nyt ud efter påske. Også Landsskuet i Herning må også aflyse.

- Det er selvfølgelig træls og noget, vi hvert år ser frem til. Men vi kunne godt fornemme, det gik den vej, så det er ikke helt uventet for os. Derfor er det selvfølgelig træls. Men man skal huske det store billede, og så kommer vi stærkt tilbage næste år, siger landsskuets daglige leder Mads Fjordside.