Vildbjerg Cup aflyst: - Det er en katastrofe

For første gang nogensinde er Vildbjerg Cup aflyst, og det får konsekvenser for hele byen ifølge cuppens formand.

10.000 børn deltager i Vildbjerg Cup. Desuden kommer der lige så mange forældre til byen under cuppen, og omkring 5.000 andre tilskuere kigger forbi.
10.000 børn deltager i Vildbjerg Cup. Desuden kommer der lige så mange forældre til byen under cuppen, og omkring 5.000 andre tilskuere kigger forbi.

25.000 børn, forældre og andre fodboldglade skulle have indtaget Vildbjerg fra den 30. juli til den 2. august.

Men det er nu aflyst efter regerings udmelding mandag aften om, at større arrangementer er aflyst til og med august.

- Det er en katastrofe. Vi har ikke overblik over konsekvenserne, men det kommer til at gøre ondt, siger Mads Jørgensen, der er formand for Vildbjerg Cup.

Det er første gang nogensinde, Vildbjerg Cup bliver aflyst.

- Vi havde lidt frygtet det, men sundhed og sikkerhed kommer før alt andet. For os større arrangementer er det godt, det bliver meldt hurtigt ud, så vi kan nå at bremse så meget som muligt, men det er godt nok trist, siger Mads Jørgensen.

2:20
Sidste år så det sådan her ud, da der var Vildbjerg Cup for 41. gang. Med på tribunerne var Poul Jørn Linnebjerg, som tilbage i 1979 var en af dem som startede det hele i Vildbjerg.

De aflyser også

Vildbjerg Cup er ikke den eneste store begivenhed, der nu er aflyst.

Bork Festival bliver i år ikke til noget, lige som Thy Rock og Skive Festival også er aflyst.

- Vi havde hele tiden arbejdet hårdt op at afholde vores festival 4.-6. juni, men detter er jo desværre umuligt, skriver Skive Festival på sin Facebokeside.

Det årlige landsskue i Herning bliver heller ikke til noget. Sidste år var der 51.000 gæster til Landsskuet.

11.000 trøjer på vej

Selv om arrangørerne kan nå at bremse ting som mad, telte og lignende, kommer de til at ligge inde med tusindvis af trøjer og præmier.

- 11.000 trøjer er på vej, og det samme er mange af præmierne, men dem må vi så gemme til næste år, siger formanden.

Deltagerne og deres forældre lægger normalt 10-12 millioner kroner i Vildbjerg by under cuppen, og desuden går små lokale foreninger i området glip af den indtjening, de plejer at få for at hjælpe til under cuppen.

- Det bliver dyrt for hele byen, og der bliver et hul i økonomien, men vi skal nok vende tilbage næste år. Det er 100 procent sikkert, siger Mads Jørgensen.

Det var 42. gang, der skulle have været Vildbjerg Cup.