Håndboldsæsonen er slut - DHF lukker håndboldligaer ned

Team Esbjerg og Aalborg Håndbold kåres som danske mestre for henholdsvis damer og herrer.

De danske håndboldligaer og 1. division afsluttes før tid. Grundspillet samt slut- og kvalifikationsspil afvikles ikke.

Det oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF).

Det er Udvalget for Professionel Håndbold under DHF, der har taget beslutningen. Nedlukningen sker grundet udbruddet af coronavirus, og de restriktioner det har medført.

- Det er ingen hemmelighed, at det her scenarie er det værst tænkelige, der kunne ske for dansk håndbold, siger DHF-formand Per Bertelsen på forbundets hjemmeside.

- Jeg er frygtelig ked af, at vi har måttet træffe den her beslutning, men det er desværre den eneste rigtige set i lyset af den situation, vi står i. Selve afgørelsen er for os i Dansk Håndbold Forbund at se den bedste af de mulige scenarier.

Team Esbjerg kåres som dansk mester i kvindehåndbold, mens Aalborg Håndbold tager guldet i herreligaen.

I kvindernes HTH Ligaen rykker EH Aalborg ned, mens et andet nordjysk hold, Vendsyssel Håndbold, rykker op fra 1. division.

I Primo Tours Ligaen må Nordsjælland Håndbold tage turen ned på anden klasse, mens TMS Ringsted rykker op.

- Jeg har svært ved at beskrive med ord, hvor sørgeligt jeg synes, det her er, siger direktør i Divisionsforeningen Håndbold Thomas Christensen på DHF's hjemmeside.

- Men omvendt er vi nødt til at træffe en beslutning, og derfor har vi tilsluttet os det forslag, som DHF's administration har fremlagt for Udvalget for Professionel Håndbold. Nu skal vi lige sluge den her pille og så se fremad, i forhold til hvordan vi alle kommer mindst smertefuldt igennem krisen.

Sådan slutter de midt- og vestjyske hold

Udvalget for Professionel Håndbold vil snarest muligt drøfte konsekvenserne for den kommende sæson, lyder det.

Dermed blev de sidste ligakampe i dansk håndbold i denne sæson spillet 10. og 11. marts. Kort tid efter blev både HTH og Primo Tours Ligaen sat på pause.

Divisionsforeningen Håndbold sagde efterfølgende, at 30. juni var bagkant for at spille sæsonen færdig.

I sidste uge meldte Udvalget for Professionel Håndbold ud, at 20. april var deadline for at træffe en beslutning om at spille sæsonen færdig eller ej, men mandagens udmelding fra regeringen lader altså til at have sat skub i tingene.

Håndboldklubberne håber, at sponsorerne stadig vil bakke op, selvom corona-krisen rammer hårdt mange steder.