Drabstiltalt i kuttersag: Afdøde gik bersærk og ville brænde skibet af

Fiskere besluttede at passivisere 41-årige Alf Villum Jensen, fordi han truede med at stikke ild til kutter, hævder drabstiltalt på første retsdag.

Inger Katrine
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

41-årige Alf Villum Jensen, der omkom ombord på fiskekutteren L1 Inger Katrine, måtte passiviseres af besætningen, fordi han truede med at sætte ild til skibet.

Det forklarer en 29-årig mand fredag i Retten i Holstebro, hvor han sammen med fire andre fiskere er tiltalt for at have bundet og tævet den 41-årige til døde.

Den 29-årige havde sejlet med kutteren i otte til ni måneder og han stod for at gøre garnene rene. Han er kraftigt bygget og iført en sort hættetrøje og bliver af besætningen kaldt ‘Big Beast’.

Han forklarede, at Alf Villum Jensen blev tiltagende dårlig og besvimede allerede på togtets anden dag flere gange.

De seks fiskere var af sted i fire dage i alt, og på fjerde gik situationen ifølge fiskeren fra slem til værre, da den 41-årige sprøjtede en flaske husholdningssprit ud over den 29-årige.

I hånden havde han en lighter og en ”Staldchok” – en spray med fluegift – som han ifølge fiskerens forklaring truede med at bruge som flammekaster.

Det fik besætningen til at kaste sig over Alf Villum Jensen for at passivisere ham. De fik ham ned at ligge og bandt ham med snor og tape på hænder og fødder. Manden havde dog frie luftveje, hævder den tiltalte.

- Jeg var i chok. Jeg var ræd for mit liv. Det kunne være fatalt for alle, hvis han havde sat ild til skibet, forklarer manden.

Hans egen rolle var at agere "vægtklods" og holde den 41-årige nede, mens han blev bundet, forklarer han.

Han siger desuden, at han ringede både til sin mor og en veninde og fortalte, at de havde en mand ombord, der var gået bersærk, og at han var død.

Forsøgte genoplivning

Besætningen holdt øje med Alf Villum Jensen, men et par timer senere var der pludselig ingen vejrtrækning.

De forsøgte herefter at genoplive ham og fik kontakt til Forsvarets redningstjeneste, som sendte en redningshelikopter fra Karup ud for at hente den livløse mand på skibet cirka 60 sømil vest for Thyborøn. 

Han blev erklæret død kort efter ankomsten til Aarhus Universitetshospital.

Anklagemyndigheden mener dog ikke, at forklaringen stemmer overens med de skader, der er konstateret på den afdøde.

Der var omfattende læsioner på kroppen og hovedet, og dødsårsagen var ifølge lægernes vurdering vold mod halsen eller kvælning.

Trodsede politiet

På første retsdag forelagde anklager Pia Koudahl både video- og billedmateriale. Det var både billeder af kutteren L1 Inger Katrine samt af den afdøde Alf Villum Jensen.

Desuden blev besætningens opkald til alarmcentralen afspillet samt en video fra evakueringen.

Flere opkald fra politiet til kutteren blev ligeledes afspillet. Tredje gang, de ringer, beder de besætningen om at komme i land.

- Jeg er nødt til at bede jer om at vende om og komme i havn. I skal komme tilbage til Thyborøn Havn med det samme, siger politiet i opkaldet.

Det spørger anklageren den 29-årige ind til.

- Vi vendte i hvert fald ikke om. Det havde de (den 40-årige tiltalte og skibets ejer, red.) aftalt, siger den 29-årige og forklarer, at det var dem, der traf beslutningerne - han var selv 'bare med'.

Det kom også frem, at afdøde Alf Villum Jensen forsøgte at ringe 112 flere gange og forsøgte at sende en sms til sin ekskone om, at hun skulle få fat i politiet.

Sagen fortsætter 17. maj, og der forventes dom i midten af juni.