Viborg føler sig rustet til europæisk eventyr

Viborg indleder i næste uge kvalifikationen til Conference League mod litauiske FK Suduva på udebane.

- Vi føler, at vi er rustede. Vi har en god konkurrence om pladserne, og vi har haft en god opstart til sæsonen, siger Viborg-sportschef Jesper Fredberg.
- Vi føler, at vi er rustede. Vi har en god konkurrence om pladserne, og vi har haft en god opstart til sæsonen, siger Viborg-sportschef Jesper Fredberg.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Sidste års oprykkere fra Viborg tog i sidste sæson Superligaen med storm.

Viborgenserne sikrede sig med en sejr i playoff-kampen mod AaB at skulle spille kvalifikationskampe om Conference League-gruppespil i Europa.

Holdet fra domkirkebyen skal på torsdag i aktion mod litauiske FK Suduva på udebane, inden returopgøret på hjemmebane finder sted ugen efter.

Selv om det er 22 år siden, at viborgenserne sidst spillede europæiske kampe, så føler Viborg-sportschef Jesper Fredberg, at holdet er klar til at prøve kræfter med Europa.

Det fortalte han efter Viborgs sejr på 2-1 over AaB søndag.

- Vi føler, at vi er rustede. Vi har en god konkurrence om pladserne, og vi har haft en god opstart til sæsonen.

- Derudover har vi nærmest ingen skader, men hvis vi når et gruppespil, så er vi nødt til at skabe en bredere trup, siger Jesper Fredberg.

Spiller på to heste

I samme ombæring fortæller sportschefen, at Superligaen stadig har førsteprioritet.

- Vi prioriterer klart Superligaen højest. Det er vores resultater fra Superligaen, som har bragt os i Europa, men hvis vi skal være lidt selvfede, vil vi gerne spille på to heste.

- Vi vil gerne begge dele, hvis vi kan det, og vi går all in på torsdag for at skabe et godt resultat i Litauen, lyder det fra Jesper Fredberg.

Flere kampe ikke noget problem

Viborgs cheftræner, Jacob Friis, glæder sig også til de to kvalifikationskampe, og han fortæller, at det ikke bliver et problem med flere kampe end normalt.

- Vi kan dosere træningen undervejs, så vi kommer ikke til at pibe over, at vi skal spille kampe midt i ugen.

- Vi kommer dog til at bruge bredden i truppen, fordi det ikke er alle, der kan spille så mange kampe på så kort tid, siger cheftræneren.

Derfor mener Jacob Friis, at det er muligt at vægte kampene lige så højt som kampene i Superligaen.

- Vi vil prioritere det lige så højt som Superligaen, og så vil vi se, om vi ikke kan komme videre fra kvalifikationen, fortæller cheftræneren.

/ritzau/