Cato mistede 30 får i voldsomt angreb: Nu viser prøver ulve-DNA på flere dyr

Der er fundet ulve-DNA på fire ud af de fem dyr, der blev testet efter et fåreangreb ved Kongenshus.

Sådan så nogle af fårene ud efter angrebet tilbage i oktober ud.
Sådan så nogle af fårene ud efter angrebet tilbage i oktober ud.
Foto: Privatfoto

- Der er fundet DNA fra én ulv.

Sådan lyder det fra vildtkonsulent Jens Henrik Jakobsen, der har taget prøver fra fem af de 30 får, der i oktober blev fundet angrebet ved Kongenshus Mindepark mellem Viborg, Herning og Holstebro. 

Der blev fundet DNA fra den samme ulv i fire ud af fem prøver.

- Min opgave er 1: At konstatere om de er dræbt og 2: At bevise om det er ulven, der står bag, siger han.

- Dyrene var dræbt, og når der er DNA fra en ulv, er det ret usandsynligt, at det er andre dyr, der har gjort det.

Allerede, da han besigtigede dyrene på stedet, formodede han, at der var tale om et ulveangreb. Den teori baserede han blandt andet på bidemønstrene på fårene.

- Det (svaret, red.) er ikke overraskende, i forhold til det jeg så, siger han.

Rart, der bliver sat punktum

Det var Cato Barslunds flok på i alt 400 får, der blev angrebet tilbage i oktober. 

- Det er en kæmpe psykisk belastning. Det er nok den værste oplevelse, jeg har haft i mit liv, siger han.

Derfor er han også glad for, at der nu endelig er nyt i sagen.

- Det er da rart at vide, hvad der er foregået. Det var en makaber oplevelse, siger han.

- Det var lidt af et slagteri den dag.

Hændelsen har taget hårdt på både får og fåreavler, der dengang med det samme tog sine får ind i sikkerhed.

- Fårene kom ind før tid for at få ro på, og de er fortsat indendørs for at få lam her i marts. Hvis en flok mennesker på 400 blev jagtet af et eller andet, så tror jeg også, de ville reagere, siger han.

Mens fåreavleren har ventet på svar på prøverne, har han forsøgt at få klarhed over, hvad der ellers sker på egnen. Og det fortsætter han med.

- Er det bare en strejfer, eller har der været flere? Vi har ikke selv set noget siden. Ingen spor eller noget som helst, siger han.

Cato Barslund skal først nu til at tænke over, om den nye information giver anledning til at ændre hans arbejdsgange med fårene. Men én ting er sikkert. 

Så snart fårene har fået lam i starten af foråret, skal de ud på marken igen.

- De skal ud og have noget luft. Lige så snart græsset bliver grønt, siger Cato Barslund.