Bjerringbro-Silkeborg skuffer igen - under al kritik, siger René Toft

Bjerringbro-Silkeborg (BSH) har haft en november til glemmebogen med tre nederlag i træk.

René Toft Hansen og BSH tabte for trejde gang i træk.
René Toft Hansen og BSH tabte for trejde gang i træk.
Foto: TV2 Sport

Exit i pokalturneringens kvartfinale og derefter et ottemålsnederlag til SønderjyskE.

Som om november ikke allerede så skidt nok ud for Bjerringbro-Silkeborg, tilføjede Fredericia klubben en lussing på hjemmebane tirsdag.

Ligaens nummer tre tabte for tredje gang i træk - denne gang med hele 33-27 til Fredericia.

- Der er sneget sig en masse usikkerhed ind i begge ender. Vi laver alt for mange fejl. Vi starter kampen med at lave fem fejl, som de løber kontra på. Det er rigtig frustrerende, siger René Toft Hansen til TV 2 SPORT.

- De tre kampe har været under al kritik. Alt for mange fejl og for meget usikkerhed, og det skal vi have rettet op på hurtigt, for det er dyrt i tabellen.

BSH er fortsat nummer tre i ligaen, men er nu hele fem point efter førerholdet Aalborg.

Fjerde sejr i træk

Fredericia kravler med sejren op på ottendepladsen, som i sidste ende giver en plads i slutspillet.

- Der er ingen tvivl om, at vi som hold er inde i en stime og har fundet et eller andet, som vi ikke havde i starten, siger Nicolaj Nørager, der blev topscorer med otte mål.

- De sidste par kampe har det været en opadgående kurve, og man må sige, det kulminerer i dag.

Det var Fredericias fjerde sejr i træk. De står nu noteret for 12 point i ligeså mange kampe, mens BSH har 16.