Polsk varebil kørte frontalt ind i traktor - mand i kritisk tilstand

En 27-årig polsk mand er fløjet med helikopter til Aalborg Sygehus, fordi han er i kritisk tilstand efter et færdselsuheld.

Sent onsdag aften opstod et alvorligt trafikuheld på Thistedvej ved Ræhr, lidt uden for Hanstholm.

- Klokken 22.48 kommer en polsk varebil af uvisse årsager over i modsatte kørebane og kører frontalt ind i en traktor. Føreren af varebilen er i kritisk tilstand og blev hurtigt fløjet til Aalborg Sygehus, siger Jan Nørrum, vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Føreren af varebilen var en 27-årig polak, og vagtchefen oplyser, at polakken ikke var ved bevidsthed, da ambulancen kom frem til stedet. Føreren af traktoren blev ikke alvorligt skadet ved uheldet.

Midt- og Vestjyllands politi er i kontakt med polsk politi, der vil informere de pårørende hurtigst muligt.

Vejen er torsdag morgen ikke spærret for trafik. Sagen overdrages nu til en bilinspektør, der skal forsøge at klargøre, hvad der gik galt i forbindelse med uheldet.


Læs flere artikler fra Thisted eller i kategorien 112.