Bueskydning møder paintball - lokale bliver danmarksmestre i ny sportsgren

Combat archery er en gren af bueskydning, hvor det gælder om at ramme modstanderen i stedet for papirsskiver.

Man skal have en beskyttende maske på, når man spiller combat archery.
Man skal have en beskyttende maske på, når man spiller combat archery.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

Vestjylland har fået et nyt hold danmarksmestre.

Der er hverken tale om fodbold, håndbold, gymnastik eller en helt fjerde af landets største sportsgrene. I stedet drejer det sig om combat archery, som er en nyudvikling af bueskydning.

Det er det lokale hold fra Thy Bueskyttelaug, der i sidste weekend kunne lade sig fejre som landets første danmarksmestre.

- Det er jo helt fantastisk, at det er vores skytter, der får pokalen hjem. Det er en god følelse og vildt forløsende, siger klubbens formand og træner for combat archeryholdet, Lars Christian Abrados.

Combat archery er – udover at det foregår med bue og pil – en diametral modsætning til den slags bueskydning, som er mest udbredt her i landet.

De nykårede danmarksmestre i combat archery.
De nykårede danmarksmestre i combat archery.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST
1:58
Vi besøgte danmarksmestrene fredag til en omgang træning. Se med her.

Ingen tid at spilde

I combat archery gælder det nemlig om at skyde andre mennesker frem for papirsskiver.

Men det er ikke det eneste formål, siger formanden.

- Det går først og fremmest ud på, at bueskydning skal være en holdsport, op at vi får en masse bevægelse ind i bueskydningen, fortæller han.

Delen fra den almindelige bueskydning, hvor man står dybt koncentreret og har flere sekunder til at ramme sit mål, er heller ikke en mulighed i combat archery.

Står man stille for længe, bliver man ganske enkelt skudt.

- Man har ingen tid og skal skyde på et splitsekund, siger Lars Christian Abrados.

- Det er helt anderledes. Combat Archery handler om at ramme nu og her – måske endda i løb eller hop. I almindelig bueskydning handler det om ekstrem koncentration, hvor man nærmest står helt i trance og skyder mod nogle faste mål.

Opfandt selv spillet

Det kommer ikke som den største overraskelse, at det netop er combat archery-holdet fra Thy Bueskyttelaug, der er endt som landets første mester.

Klubben var nemlig den første i Danmark til at spille det på den måde, som der blev dystet i til DM.

- Vi startede her i Thy for omkring to år siden ved at tænke på, hvordan vi kunne lave combat archery til noget, vi kunne spille i klubben, så det var sikkerhedsmæssigt forsvarligt for både unge og gamle, siger Lars Christian Abrados og fortsætter:

- Vi kunne se, at vi fik skytter ind, som for hvem combat archery var det, de kom for. Så fortalte vi Bueskydning Danmark, at vi mente, vi havde gang i noget spændende. De kom så op og kiggede på det og synes godt om det. Så for et år siden gik de i gang med at få det udbredt på landsplan.

To af de spillere, som var med til at hive mesterpokalen til Thy, er Carsten Stuciek og Edis Haskovic.

For dem var det en stor oplevelse

- Det er meget fedt at være danmarksmestre i noget, vi selv startede, siger Carsten Stuciek.

Edis Haskovic er en af de bueskytter, der blev draget af den action, som combat archery trak til sig.

- Jeg startede med almindelig bueskydning. Men så så jeg, hvordan combat archery var, og så tænkte jeg, at det måtte jeg prøve, fortæller han om årsagen til, at han startede til den noget anderledes form for bueskydning.

Combat archery er også et taktisk spil, hvor taktik kan være forskel mellem sejr og nederlag.
Combat archery er også et taktisk spil, hvor taktik kan være forskel mellem sejr og nederlag.
Foto: Charlotte Hansen, TV MIDTVEST

DM vundet – hvad nu?

Når nu det første Danmarksmesterskab i hus, er det en helt normal tankegang at have ambitioner om at prøve sig af på en større scene.

I mange andre sportsgrene drejer det sig om udlandet. Der er bare ét enkelt problem.

Der er ikke konkurrencer i andre lande – som eksempelvis et Europamesterskab eller et verdensmesterskab.

Så for nu må klubben fra Thy nøjes med at kæmpe om nationale titler.

- Det har givet de unge motivation til at tage hjem for at træne. For de vil gerne have pokalen igen til næste år, siger Lars Christian Abrados.