Ejer fængslet for selv at sætte ild til lejlighed i Struer

Lørdag middag rykkede politi, brandvæsen og ambulancer ud til en brand i en etageejendom i Struer. I dag sigter politiet ejeren for selv at have startet branden.

I løbet af en time fik brandvæsenet styr på branden på 2. etage i Kirkegade. Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Opdateret 14:05:

Den 38-årige lejlighedsejer er blevet varetægtsfængslet frem til den 12. december.

-----------------------

Det var et voldsomt opbrud af udrykningskøretøjer, der lørdag middag spærrede Kirkegade i Struer. Politi, brandfolk og ambulancereddere var alle rykket ud til en brand på øverste etage i en ejendom. Lejligheden, hvor det brændte var tom, men alle beboerne i bygningen blev evakueret.

Branden var så voldsom, at den fik vinduerne i lejligheden til at blæse ud. Foto: Lone Bergholdt Hald, TV MIDTVEST

Branden blev slukket i løbet af en time, og i dag er politiet kommet videre med efterforskningen af brand.

- Efter afhøring af lejlighedens ejer har vi en bestyrket mistanke om, at han selv har sat ild på lejligheden, siger politiets vagtchef Simon Skelkjær.

Den 38-årige mand bliver derfor i løbet af søndag formiddag fremstillet i et grundlovsforhør i retten i Viborg. Han er sigtet for paragraf 181, der har en strafferamme på op til seks års fængsel.

00:43

Beboere i etageejendommen i Struer blev lørdag evakueret under branden, som brandvæsenet fik kontrol over på en time.

Luk video