Jonas Vingegaard måtte slippe tocifret millionbeløb for pragtvilla

Der blev både gættet på en salgspris på 12.995.000 og 7.595.000 kroner, da familien Vingegaards nye pragtvilla var med i Hammerslag, men ingen af de to ramte den pris, som den dobbelte tour-vinder nu har måttet slippe for boligen.

Huset ligger ned til vandet.
Huset ligger ned til vandet.
Foto: &Living

Familien Vingegaard har nu overtaget det kæmpe hus ved Glyngøre, som den har købt.

Det fremgår af tingsbogsattesten for ejendommen, der ligger syd for Glyngøre.

TV MIDTVEST har tidligere omtalt handlen, der har manet rygterne om familiens farvel til Salling til jorden.

Men nu står det også klart, at cykelstjernen og hans hustru har betalt mindre end den pris på 15 millioner kroner, som den mere end 400 kvadratmeter store bolig blev sat til salg for i 2023.

Sådan ser familiens nye pragtvilla ud.
Sådan ser familiens nye pragtvilla ud.
Foto: &Living

Ifølge tingbogsattesten har parret købt huset for en kontant købesum på 13.250.000 kroner og dermed fået et afslag på 1.750.000 kroner.

Der er tale om en fri handel på markedsvilkår, der ifølge boligsiden Boliga giver en repræsentativ salgspris.

Salgsprisen på et tocifret millionbeløb gør ifølge Boliga huset til det tredjedyreste salg i postnummeret Roslev, der dækker Glyngøre, i 2024.

Familiens nye hjem er i pris kun overgået af to landbrugsejendomme i Salling, der begge er solgt for 28 millioner kroner i januar i år.

Målt på kvadratmeterpris er familien Vingegaards hjem ligeledes blandt de dyreste solgt i den nordlige del af Salling i år.

Huset har også en stor vinafdeling.
Huset har også en stor vinafdeling.
Foto: &Living

Kvadratmeterprisen lyder på lige under 30.000 kroner, hvilket stadig er langt under niveauet for eksempelvis København, hvor kvadratmeterprisen i fjerde kvartal af 2023 lød på 51.000 kroner, beretter Boliga.

Cykelrytterens pragtvillas mange kvadratmeter er fordelt på syv værelser. Derudover har familien fået adgang til en pool, mens husets kælder rummer en vinafdeling.

Det er Ejendomsmæglerfirmaet &LIVING Herning, der har stået for salget af den store bolig.

Uden for kategori, siger ejendomsmægler

Om familien Vingegaard med afslaget på 1.750.000 kroner i forhold til salgsprisen på 15 millioner kroner har gjort en god handel eller ej, er meget svært at svare på, vurderer ejendomsmægler Carsten Mark fra Home i Skive.

Han understreger, at han hverken kender ejendommen eller selv har vurderet den.

- Men det er en ejendom, der er uden for kategori. Der er ikke rigtigt noget sammenligneligt her i vores område, påpeger han.

Man skal dog ikke flytte sit boligkøb ret langt fra egnen omkring Glyngøre, før prisen på en tilsvarende bolig ville være højere, vurderer ejendomsmægleren.

- Hvis boligen lå et andet sted, ned til en sø eller en fjord ved en større by, ville prisen være en del højere, spår Carsten Mark.

Han påpeger, at ejendommen i Glyngøre har været til salg igennem længere tid, og det kan være en del af forklaringen på prisnedslaget.

Var med i Hammerslag

Synes du, at huset virker bekendt, så kan det være fordi, at familien Vingegaards nye bolig var med i DR-programmet ”Hammerslag” i maj 2022.

Dengang var der stor uenighed blandt de to deltagende hold om, hvad udbudsprisen måtte lyde på.

Det ene hold, som bestod af ejendomsmægler Lena Schmüser og bygningssnedker Jacob Carlsson, vurderede udbudsprisen til at være 12.995.000 kroner. Altså ganske tæt på den pris, familien Vingegaard endte med et betale.

Det andet hold var imidlertid nede på næsten halvdelen af udbudsprisen – nærmere bestemt gættede de på 7.595.000 kroner. Holdet bestod af boligøkonom Mira Lie Nielsen og ejendomsmægler Christian Torp.

Udbudsprisen var på daværende tidspunkt 14.995.000 kroner.