Banker kan miste kvart mia. på landmand

En af landets største svineproducenter fra Skive-egnen kan meget vel være på vej til at sende en regning på 232,6 millioner kroner videre til de danske banker - blandt andet flere her i landsdelen.

Pengestak_500kr.jpg

Landmand Esper Goul Jensen fra Brøndum vest for Skive er en af landets største svineproducenter og er også en af hovedarkitekterne bag det kriseramte Scan Energy. Nu har han offentliggjort regnskabet for sit koncernselskab EGI, og det viser det dundrende underskud på 335,5 millioner kroner for 2010. Ifølge enp.dk er selskabets samlede gæld på 353,3 millioner kroner - heraf er de 232,6 millioner kroner gæld til pengeinstitutter.

Ikke likvid

Ifølge koncernens ledelsesberetning er det ikke lykkedes Esper Goul Jensen at få en aftale i hus med bankerne.

- Selskabet er i dag uden aftale med sine bankkreditirer, ligesom selskabet er illikvidt. Det har medført, at selskabet i maj 2011 er påbegyndt sondering omkring evt. at træde i rekonstruktion, lyder det ifølge epn.dk i ledelsesberetningen.

Meget tyder dog på, at det ikke kan lade sig gøre at rekonstruere selskabet.

- Det er vores opfattelse, at forventningen om at kunne gennemføre en succesfuld rekonstruktion af selskabet ikke er overvejende sandsynlig, skriver revisor Morten Hagerup ifølge epn.dk under den uafhængige revisors anmærkninger.

Mange banker bliver ramt

Her i landsdelen er der flere banker, der har lånt Esper Goul Jensen penge. Jyske Bank, Andelskassen Midtvest, Sparbank og den krakkede Fjordbank Mors har alle penge til gode hos svineproducenten, men han har også lånt penge hos Sparekassen Himmerland, Finansbanken, Sydbank og Vestfyns Bank.