FCM-keeper skammer sig
FC Midtjylland fik en fodboldlektion af et bedre hold i mandagens 0-3-nederlag ude mod Silkeborg i Superligaens mesterskabsspil.
Sådan lyder det fra FCM-keeper Jonas Lössl, der hudløst ærligt kritiserede sit eget hold.
- Det er uacceptabelt. Vi spillede simpelthen for ringe. Vi spillede mod ligaens nummer seks, og vi tabte til et klart bedre hold. De slog os på samtlige parametre.
- Vi havde ikke noget modsvar til noget af det, de kom med. For at være ærlig vidste jeg ikke, hvad vi skulle gøre. Vi lignede kegler i store dele af spillet, siger Lössl til Viaplay.
Nederlaget betyder, at FCM har fire point op til Brøndby på førstepladsen. Netop Brøndby skal en tur til Herning i næste spillerunde.