Vestjysk vej opkaldt efter fugl, der ikke findes

Et nyt vejnavn ved Søndervig har fået en forbipasserende til at spærre øjnene op.

Snart vil der blive opført sommerhuse på Pilesangervej i Søndervig.
Snart vil der blive opført sommerhuse på Pilesangervej i Søndervig.
Foto: Privatfoto

Da Poul Gadegaard Lyng for et par dage siden var på tur i sit lokalområde omkring Søndervig, opdagede han et nyt vejskilt, som han ikke havde set før.

Pilesangervej, stod der.

Og da Poul Gadegaard Lyng har været meget interesseret i fugle det meste af sit liv, vækkede det hans interesse, for han havde aldrig hørt om en pilesanger.

- Jeg tænkte: ”Det er da en fejl, det der. Det er der da ikke noget, der hedder." Derfor gik jeg hjem og slog det op i mine gamle fuglebøger, fortæller han.

Fuglebøgerne kendte intet til pilesangeren. Men det er der en grund til, for de var nemlig for gamle til at indeholde pilesangeren. Men de kunne lige så godt have været for nye.

Pilesangeren er nemlig et navn som fuglearten med det mundrette navn Schwarz’ Løvsanger havde i en kort periode. Men der er altså ingen fugl, der hedder det på nuværende tidspunkt.

Derfor lavede Poul Gadegaard Lyng et opslag på Dansk Ornitologisk Forenings Facebook-side.

- Jeg syntes, det var mærkeligt, så jeg ville spørge nogen inde på Facebook. Det, der undrede mig, var, at der for eksempel ikke er en vej, der hedder Havesangervej. Det er en af vores almindelige sangfugle, så når der nu er et ledigt navn, så er det da oplagt at bruge det i stedet, siger han.

Navn valgt fra liste

Pilesangervej er en ny vej i Søndervig, hvor kommunen har udstykket nye sommerhusgrunde. I området er der veje navngivet efter fugle, og det var derfor nærliggende, at også Pilesangervej skulle have et fuglenavn.

At der så ikke længere findes en fugl, der hedder pilesanger, var ikke noget, kommunen vidste, fortæller administrativ medarbejder i Land, by og kultur i Ringkøbing-Skjern Kommune Lillian Mikkelsen.

- Vi er ikke ornitologer, så det vidste vi ikke. Vi har gjort det på samme måde, som vi altid gør. Vi gav grundejerforeningen en liste med nogle forslag med forskellige fugle, og de har så valgt Pilesangervej. Det navn har vi så fået godkendt ved styrelsen (Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, red.), men de er heller ikke ornitologer, forklarer hun.

Selvom kommunen nu har fået at vide, at pilesangeren ikke længere hedder pilesanger, så har de umiddelbart ikke planer om at ændre navnet.

- Grundejerne har syntes om navnet, og derfor har de fået det. De skal til at bygge derude, så derfor tror jeg da også, de ville blive trætte af det, hvis vi pludselig ændrede navnet, siger Lillian Mikkelsen.

- Man kan ikke se en pilesanger derude

Poul Gadegaard Lyng fortæller, at han da godt ved, at der nok er en del, der ikke går så meget op i navnet på en sommerhusvej i Søndervig.

- Dem, der ikke ved noget om fugle, de er måske komplet ligeglade. Men jeg synes, vejnavne er interessante. Jeg bor i området, og jeg kigger da, når jeg ser en ny vej, lyder det.

- Man kan ikke se en pilesanger derude, for jeg tror, dem der levede, dengang de hed det, de er døde og borte nu, siger han med et grin.