Ordblinde har opskriften: Sådan får du succes som iværksætter

Undersøgelser viser med tydelighed, at ordblinde klarer sig særdeles godt som iværksættere. En rådgiver mener, at vi bør lure dem kunsten af og gøre som dem.

- I skolen var jeg en af dem i klassen, der var dårligst til at stave, fortæller direktør for Primo Tours, Bjarke Hansen.
- I skolen var jeg en af dem i klassen, der var dårligst til at stave, fortæller direktør for Primo Tours, Bjarke Hansen.
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Vi kender ham fra tv-reklamerne som den kække rejsearrangør fra Ringkøbing, der blandt andet padler rundt i en pink badering eller kommer galt afsted med lagkagen.

I virkeligheden klarer han sig nu ganske godt. Det på trods af at han som 400.000 andre danskere er ordblind.

- I skolen var jeg en af dem i klassen, der var dårligst til at stave, fortæller direktør for Primo Tours, Bjarke Hansen.

Bjarke Hansen i en tv-reklame
Bjarke Hansen i en tv-reklame
Foto: Primo Tours

Nu kunne mange måske fristes til at tro, at ordblindheden ville være en hindring - ja nærmest et handicap for rejsekongen fra Ringkøbing, men det forholder sig faktisk lige modsat.

Bjarke Hansens CV vidner da også om , at det går ganske godt. Seks virksomheder og ni bestyrelsesposter er tæt forbundet med hans navn.

Ordblinde har mega succes

Forklaringen på hvorfor ordblinde har succes, finder vi hos Oluf Carsten Lund. Han er tidligere centerfilialdirektør i Danske Bank. De seneste 18 år har han arbejdet med iværksætteri.

Når han så på, hvem der havde succes i forbindelse med opstart af virksomheder,  tegnede der sig en klar tendens.

- Så mødte jeg pudsigt nok flere og flere ordblinde.

Og det var ikke lige det Oluf Carsten Lund havde regnet med.

- Det må jo være svært, når man er ordblind. Men det viste sig rent faktisk, at de havde mega succes, fortæller iværksætter og rådgiver Oluf Carsten Lund. 

Oluf Carsten Lund har kortlagt, hvorfor ordblinde iværksættere har så stor succes.
Oluf Carsten Lund har kortlagt, hvorfor ordblinde iværksættere har så stor succes.
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Den tendens, han så, understøttes af udenlandske undersøgelser. Blandt andet i Sverige. Her viser det sig, at 44 procent af de mest succesfulde svenske iværksættere har problemer med at læse og skrive. Og i USA og England viser forskning at hele 37 procent, af de succesfulde iværksættere, er ordblinde.

Tre forklaringer på succes

Oluf Carsten Lund koger forklaringen på de ordblindes succes ned til tre ting:

  1. De er gode til netværk
  2. De binder sig ikke til en fast plan
  3. De har mod

Som meget ung, ordblind iværksætter kom netop det med at kunne netværke naturligt til Bjarke Hansen.

- Når man skal lave noget, man skal sende ud til andre, så skal man bruge rigtig lang tid på at formulere sig og få skrevet det, som andre kan på få minutter.

- Et stykke henne i min erhvervskarriere, fandt jeg hurtigt ud af, at det var meget lettere at spørge én om hjælp, fortæller han.

Bjarke Hansen og en medarbejder hos Primo Tours i Ringkøbing
Bjarke Hansen og en medarbejder hos Primo Tours i Ringkøbing
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Når direktøren i dag mødes med sin bestyrelse i blandt andet Primo Tours, spiller netværksdelen også en central rolle.

- Når vi har bestyrelsesmøder, så er det altid minimum to dage, hvor den første dag primært er, hvor vi snakker lidt om forretningsudvikling, og hvordan det går og så videre.

Herefter er der stor fokus på socialt samvær.

- For mig er der vigtigt, at man har det godt sammen, for når man virkelig har behov for hjælp, så er det lettere at komme og spørge nogen, man har et venskabeligt forhold til, end nogen hvor man bare sidder inde i et lokale fire gange om året og kun præsenterer tal, vurderer Bjarke Hansen.

Den indstilling får Oluf Carsten Lund til at klappe i hænderne. Han møder mange iværksættere, der tror, de kan det hele selv. 

- Det er en utrolig farlig tendens, når du starter virksomhed op.

- Der er ordblinde meget bedre til at erkende, at der er områder, man måske ikke er så skarp til, så må vi finde andre løsninger, eller vi i vores netværk finde nogen, der kan hjælpe med at løse det. Og hvad er det, der skaber succes i langt de fleste virksomheder? Det er stærkt netværk, understreger Oluf Carsten Lund.

Omstillingsparat og fri af faste, lange planer

En af de andre ting, der kendetegner ordblinde iværksættere med succes, er evnen til ikke at binde sig til en fast plan.

Også her er Bjarke Hansen et godt eksempel.

Der er flere grunde til, at han ikke bryder sig så meget om analyser, forretningsplaner og strategier, der varer et, tre og fem år frem.

- Så tror jeg, at man mister lidt af pusten og energien, og du tager jo også lidt af muligheden for at ændre undervejs, for tingene ændrer sig jo løbende.

Og så peger stifteren af virksomheden også på en anden ulempe ved langsigtede, fasttømrede strategier.

- Hvis du tager alle medarbejdere i din organisation og får fortalt, at nu er det det her, vi skal de næste tre år, så låser du også lidt medarbejderne til at skulle tænke ud af boksen. Der vil jeg reelt hellere have, at der er frit spil.

Og det sidste peger peger direkte i retning af den tredje ting, som kendetegner ordblinde iværksættere med succes – mod og risikovillighed.

- Jeg har det helt grundlæggende sådan, at jeg vil godt nok hellere komme galt afsted end ikke komme afsted. Jeg synes, det er vigtigt at få testet af, og få prøvet og udviklet end ikke at gøre noget, siger Bjarke Hansen.

Bør aflure dem kunsten

Oluf Carsten Lund mener, vi skal lade os inspirere meget mere af, hvad de ordblinde gør.

- Når de har så meget succes, hvorfor i alverden skulle vi så ikke gøre som dem. Der ligger et kæmpepotentiale i at aflure dem kunsten og så få det udbredt til dem, der ikke er ordblinde, lyder det fra rådgiveren.

Selv mener Bjarke Hansen, at det hele handler om blot at gøre det, der føles rigtigt. Hvad end det er de ordblindes måde eller ej.   

- Jeg tror, det er svært at lave sådan en standard. Det, der fungerer godt for mig, fungerer ikke nødvendigvis godt for dig eller nogle andre.

- Jeg tror man skal lytte meget til sig selv og gå efter det, jeg har det godt med. Så tror jeg, man kommer langt.

8:32
Se tv-indslag om ordblindes succes som iværksættere
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Se tv-indslag fra 2014, hvor Bjarke Hansen fortæller, hvordan det hele begyndte.