Vind og regn aftager og giver plads til solrig weekend

Ifølge DMI bliver det en pæn weekend, hvor rolige vindforhold kan gøre det ganske behageligt for årstiden.

Siden vi passerede vintersolhverv, er dagen blevet en hel time længere.

Den time kan med rette blive tilbragt i solen, for ifølge Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) er der gode muligheder for solskin denne weekend.

Det fortæller den vagthavende meteorolog ved DMI Frank Nielsen fredag morgen.

Det bliver en våd start på weekenden i Vestjylland

Men inden at solen slår igennem, venter en våd, men knap så blæsende start på fredagen.

- Efter en meget blæsende torsdag er vinden taget af, og vi får en våd start på fredag fra et lille lavtrykssystem, siger Frank Nielsen.

Det er især den sydlige og østlige del af landet, der kan forvente regn i de første timer af fredag, mens det klarer op senere. 

Den nordvestlige del af landet vil til gengæld slutte dagen med regn, siger meteorologen.

Temperaturen fredag vil ligge mellem tre og fem grader, og Bornholm kan nå op på syv grader.

- I aften og i nat klarer det op. Det trækker op til en relativt pæn weekend lørdag og søndag med rolige vindforhold, siger Frank Nielsen.

- Det bliver ganske behageligt, når det ikke blæser, lyder det videre.

Temperaturen lørdag vil ligesom fredag ligge mellem tre og fem grader.

- Lørdag er der kun enkelte byger og plads til solen. De fleste får en pæn, lys dag, siger Frank Nielsen.

- Bornholm trækker nitten med flere skyer og med regn eller tøsne, tilføjer han.

Kolde nætter

Det relativt klare vejr gør også, at nattefrosten vender tilbage natten mellem lørdag og søndag. Søndag venter der vejr magen til lørdagens.

Enkelte steder kan der være mulighed for sne eller slud, men det er ifølge meteorologen vanskeligt at sige, hvor i landet det vil falde.

Natten til mandag skal man være forberedt på frost og lokal rimtåge.

- Mandag morgen skal man være forberedt på rim på vejen, og der skal skrabes frost af biler. Starten af næste uge får vi koldere og relativt pæne dage, siger Frank Nielsen.


Læs flere artikler fra Region Midtjylland eller i kategorien Vejr.