Gratis vaccinationer mod influenza i Vestjylland

Ifølge Sundhedsstyrelsen får hver femte dansker influenza. Men nu kan du få en gratis vaccination i Matas-butikker i Vestjylland, hvis du er i risikogruppen.

Influenza
Foto: Scanpix / Maria Hedegaard

Feber, hovedpine, kulderystelser, ondt i halsen, opkastning og diarré. 

Sådan lyder symptomerne ifølge Sundhedsstyrelsen på influenza. Derfor er Danske Lægers Vaccinations Service og Matas nu gået sammen for at komme sygdommen i forkøbet.

Søndag den 1. oktober og og lørdan den 7. oktober kan folk i risikogruppen for influenza derfor blive vaccineret gratis i Matas-butikkerne i Vestjylland. Her vil sygeplejersker fra Danske Lægers Vaccinations Service stå klar til at vaccinere.

- Risikogruppen, som blandt andet omfatter personer over 65 år, gravide efter 12. uge og overvægtige med BMI på mere end 40, rammes hårdt af influenza og kan nemt udvikle følgesygdomme som for eksempel lungebetændelse, der ofte forårsager dødsfald, siger Mogens Rishøj, der er cheflæge hos Danske Lægers Vaccinations Service.

Nu starter højsæson for influenza

Højsæsonen for influenza er typisk fra december til marts, men allerede i oktober kan det starte, skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside. Her står det også, at en typisk influenzaepidemi varer mellem fire og seks uger.

- Fra du bliver vaccineret, går der typisk 2-3 uger, før du er beskyttet. Vaccinen beskytter sædvanligvis i 6-12 måneder og skal gives hvert år i god tid, inden influenzasæsonen starter – typisk i oktober. Når først du er blevet syg, er det for sent at vaccinere, står der på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Det er muligt at forebygge influenza. Dels kan du være omhyggelig med at vaske hænder, hoste og nyse i engangslommetørklæder og ærmer, og dels kan influenza forebygges med en vaccination, lyder rådene også på hjemmesiden.

Influenza koster liv

Ifølge Statens Serum Institut steg antallet af personer i risikogruppen, der lod sig vaccinere fra 594.726 i 2015 til 693.327 i 2016. I Vestjylland lod cirka 7.000 flere sig vaccinere i den periode. 

Mogens Rishøj håber, at endnu flere vil lade sig vaccinere:

- Den bedste beskyttelse mod influenza er en vaccination, og med sidste års 693.327 personer i risikogruppen nåede vaccinen ud til lige over halvdelen af alle risikopatienter i Danmark. Det kan redde liv, og vi er glade for, at flere gør brug af servicen – og så håber vi naturligvis, at tallet bliver endnu højere i år, siger han.

Hvert år dør der i gennemsnit mellem 1.000-2000 personer i Danmark af komplikationer som følge af influenza, informerer Sundhedsstyrelsen. 

Du kan læse mere om influenza på Sundhedsstyrelsen hjemmeside her.