Nej tak til vindmøller: - Det æder min energi og min tid

Torben Rosenkilde fra Brande har i to år kæmpet mod at blive nabo til ni vindmøller. Regeringen udspil om flere vindmøller falder ikke i god jord hos ham.

2:42
Regeringen kom tirsdag med et nyt udspil, der skal sætte skub under den grønne omstilling – blandt andet med flere vindmøller. Men den idé bliver modtager med en vis skepsis flere steder i det midt- og vestjyske.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Ni vindmøller, der måler 150 meter i højden, som nabo.

Det siger Torben Rosenkilde fra Brande nej tak til.

Han har de sidste to år kæmpet for sin udsigt og sin ejendom, der ifølge ham bliver svær at sælge i fremtiden, hvis vindmøllerne skal opsættes 800 meter fra husets grund.

- Det æder min energi og min tid.

Regeringen præsenterede tirsdag reformudspillet ”Danmark kan mere II”, hvor de foreslår, at der skal produceres fire gange så meget solenergi og energi fra landvindmøller i løbet af de næste otte år.

Hvem skal gå forrest?

Torben Rosenkilde har oprettet en Facebook-gruppe mod vindmøller i Brande, og regeringens udspil huer ham ikke.

- Jeg synes, at det er fint for den grønne omstilling, men kan staten ikke gå forrest? Staten vil ikke have vindmøller op på deres eget areal, og Ikast-Brande Kommune er et klokkeklart eksempel. Vi har store statslige arealer i kommunen, men der vil staten ikke have vindmøller op, siger Torben Rosenkilde, der er stifter af Kratlund-gruppen mod vindmøller.

Hos Ikast-Brande Kommune er viceborgmesteren meget positiv over regeringens udspil.

- Jeg synes, det er positivt, at man rykker på den her dagsorden for klimaets skyld. Det har der været brug for i lang tid, siger Kasper Pauli Pedersen, der er formand for Klima-, Natur- og Bæredygtighedsudvalget samt viceborgmester i Ikast-Brande Kommune.

Bedre økonomi for naboerne

Økonomien spiller en væsentlig rolle for Torben Roskilde og de andre lodsejere i området. Den del er Landdistrikternes Fællesråd også opmærksom på.

- Skal der sættes flere vindmøller op, så skal der gives bedre garanti til medborgere, og der skal være bedre økonomi, siger Steffen Damsgaard, der er formand ved Landdistrikternes Fællesråd.

- Vi kan ikke sælge ejendommen nu. Der er ikke nogen, der vil købe en ejendom, som ligger ved siden af et muligt vindmølleprojekt, siger Torben Rosenkilde fra Brande.

Men viceborgmesteren i Ikast-Brande Kommune fastslår dog, at man ved en eventuel opførsel af nye vindmøller vil være åben for en dialog.

- Vi har en konkret opgave i at rammesætte og facilitere en bedre dialog mellem det politiske led og de borgere, der er berørte, siger han.

- Vi bliver ved

Intet er endnu vedtaget. Dagens udspil har dog ikke løftet Torben Rosenkildes humør, når det handler om at blive potentiel nabo til store vindmøller.

- Det bliver nok endnu værre. Og det bliver endnu værre at bo i de tyndtbefolkede områder, og det bliver endnu værre at bo især op til kommunegrænser, siger han.

Men han giver ikke op.

- Vi bliver ved. Vi vil behandles ordentligt, og jeg håber, at det lykkes.