Tom villa brændt i Sinding – brandårsagen er endnu ukendt

Beredskabet er lige nu ved at pille taget af en udbrændt villa i Sinding.

Brand & Redning Midtvest arbejder stadig på stedet.
Brand & Redning Midtvest arbejder stadig på stedet.
Foto: Morten Thomsen TV MIDTVEST

Der var kraftig røgudvikling fra taget af en tom villa på Sinding Hovedgade i landsbyen Sinding nord for Herning, da beredskabet i morges kort efter syv ankom til stedet.

Ilden var lige brændt gennem taget, da røgdykkerne for en sikkerheds skyld gik ind i bygningen for at sikre sig, at der ikke var nogen i huset.

Det fortæller indsatsleder Anders Gjørret fra Brand & Redning Midtvest.

Der var tale om en udlejningsejendom, der stod tom. Derfor var der heller ikke mange møbler og genstande i bygningen.

Klokken 10 tirsdag arbejdede beredskabet stadig på stedet. Her var man ved at fjerne taget, da det stadig glødede i tagkonstruktionen.

Indsatslederen kan på nuværende ikke komme tættere på, hvordan branden er startet i bygningen.

- Det er svært at sige endnu, for vi har ikke rigtigt kunne få et overblik. Politiets teknikere kommer senere og skal undersøge stedet for at finde en årsag, siger Anders Gjørret.

Politiet har været i kontakt med ejerne, der lige nu er på ferie. 

Der var ingen i huset, da ilden brød ud.
Der var ingen i huset, da ilden brød ud.
Foto: Morten Thomsen TV MIDTVEST