Påsatte brande i Aulum og Vildbjerg: Tidligere deltidsbrandmand dømt

En række påsatte brande plagede blandt andet virksomheder i Aulum og Vildbjerg sidste år. Nu er en tidligere deltidsbrandmand dømt.

Pallebrand, Vildbjerg
Foto: Arkiv

En tidligere deltidsbrandmand er onsdag ved Retten i Herning blevet idømt et års betinget fængsel, 200 timers ulønnet samfundstjeneste samt et erstatningskrav på 70.000 kroner. Det skriver Herning Folkeblad.

Den nu 38-årige mand fra Hernings nordlige opland var tiltalt for 12 tilfælde af brandstiftelse. Episoderne fandt sted sidste år i Aulum og Vildbjerg. 

- Jeg er tilfreds med dommen. I de fleste brandstiftelsessager er der jo helt særlige omstændigheder. Her havde vi at gøre med en velfungerende mand med fast arbejde, og så har vi jo fået at vide fra allerhøjeste sted, at vi skal bruge samfundstjeneste mere. Så selvom jeg havde lagt op til, at det skulle være en kun delvist betinget dom, så er jeg tilfreds med den, siger anklager i sagen, advokaturchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Lotte Christiansen. 

Ifølge avisen arbejdede den 38-årige stadig som deltidsbrandmand på gerningstidspunkterne, og han var derfor med til at slukke to eller tre af de brande, som han selv stod bag. 

Den 38-årige modtog dommen.

1:54
37-årig anholt: Politiet har fået et gennembrud i efterforskningen af flere påsatte brande i Vildbjerg og omegn.