Kraftig brand i kolonihavehus: - Vi efterforsker den som påsat

Flere brande i området virker mistænkelige.

Det lille kolonihavehus brændte helt ned i de voldsomme flammer. Foto: Presse-fotos.dk

Flammerne i et kolonihavehus i Herning var så kraftige, at brandfolkene valgte at lade træhuset brænde ned under kontrollerede forhold.

Alarmen indløb klokken 5:46 fredag morgen, og nu peger flere mistænkelig ting på, at branden med stor sandsynlighed er påsat.

- Hvad er det, der gør, at en brand starter på en terrasse ved et hus uden el - og så en morgen i fugtigt vejr?

De forhold gør politiet mistænksom i forbindelse med branden, som var mest voldsom på husets terrasse, fortæller Bent Smedegaard fra Midt- og Vestjyllands Politi i Herning.

Huset ligger i Herningsholm Havekoloni, og ikke langt derfra har der de seneste dage været flere brande i skraldespande – blandt andet ved Herningsholm Museum.

- Vi har en ide om, at én eller anden render og tænder ild, fortæller Bent Smedegaard.

1:09
Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning fortæller om flere påsatte brande.

Politiet vil gerne høre fra folk, som har bemærket det mindste, som kan sættes i forbindelse med brandene.

- Ring til os. 

- Vi vil hellere have et tip for meget end for lidt. Vi ser alvorligt på sagerne, fastslår Bent Smedegaard.

Ejeren er endnu ikke informeret, men politiet regner ikke med, at der går lang tid, inden han dukker op.

0:31
Alarmen gik klokken 5:46 fredag morgen. Video: Presse-fotos.dk