Teenagere fra Herning døde af kvælning

Retsmedicinerne har afleveret en erklæring i sagen om to unge på 17 og 18 år, der blev fundet døde i Herning.

De to unge blev fundet i en lejlighed her i Olufsgade i Herning. Foto: Peter Erfurt, 24-7news

Lokalpolitiet i Herning har nu fået retsmedicinernes vurdering af, hvorfor to teenagere døde i en lejlighed i Olufsgade i Herning.

Læs også Unge om dødsfald i Herning: - Det er helt forfærdeligt

- Vi har fået en erklæring fra retsmedicinerne. Af den fremgår det, at de er døde som følge af kvælning, og det er jo ganske tragisk, siger politikommissær Henning Præstegaard.

Sagen er blevet efterforsket som narkorelateret, men politiet ved endnu ikke, hvilket stof de unge på 17 og 18 år havde indtaget. Det skal en ny erklæring fra retsmedicinerne fastslå, men der kan godt gå noget tid, før den er færdig.

- Uden at jeg har lægelig baggrund for at udtale mig, så er det kort fortalt sådan, at når man er så påvirket af et narkotisk stof eller hvad det nu er, de er påvirket af, så er de nærmest bevidstløse. Og så formår de ikke at få opkast eller slim væk ved at hoste, og på et tidspunkt blokerer det luftvejene, siger Henning Præstegaard.

Retsmedicinerne kan i øvrigt også udelukke, at de to var udsat for et fysisk angreb.

- Vi har også undersøgt lejligheden, som de blev fundet i, og der er ikke noget, der tyder på, at der har fundet slagsmål eller andre voldshandlinger sted. Så vi er meget sikre på, at det ikke er noget udefra kommende, der har påvirket dem, men at de har indtaget et narkotisk stof eller medicin, eller hvad det nu kan være, siger Henning Præstegaard.

De to teenagere blev fundet døde i lejligheden i Olufsgade den 9. maj af nogle kammerater.

01:35

Se et interview med politikommissær Henning Præstegaard her.

Luk video