To unge mænd fundet døde i lejlighed i Herning
Det var kammerater til de afdøde, som fandt dem og slog alarm til politiet torsdag aften.
To unge mænd på 17 og 18 år er blevet fundet døde i en lejlighed på Olufsgade i det østlige Herning.
Det oplyser lokalpolitiet i Herning.
Politiets efterforskning peger ikke på, at der skulle være foregået noget kriminelt, men dødsfaldene bliver betragtet som narkorelaterede.
- Vores undersøgelser viser, at de har indtaget nogle stoffer på egen hånd. Vi skønner, at der er tale om en overdosis, fortæller Bent Smedegaard fra Herning Politi.
- Vi er i fuld gang med efterforskningen, så vi kan finde ud af, hvad de har taget, lyder det.
Fundet af kammerater
Det var nogle kammerater til de to teenagere, der begge kommer fra Herningområdet, som fandt dem i lejligheden.
De kunne ikke forstå, de ikke havde hørt fra dem, og da de nåede frem, kunne de hurtigt konstatere, at der var noget galt. Klokken 21.36 torsdag aften alarmerede de politiet.
Politiet har endnu ikke belæg for at sige, at der skulle være stærke stoffer i omløb, men sagen bliver undersøgt nærmere, siger Bent Smedegaard.
- Det er en dybt tragisk hændelse. Vi interesserer os selvfølgelig for, hvor de har fået fat i de her stoffer fra.
De to unge mænd skal obduceres og undersøges på mandag.