Vognmand ikke i tvivl om årsag til uheld i rundkørsel: Gal hældning og for høj fart

I lastbilbranchen er rundkørslen syd for Viborg kendt som famøs. Hældning og hastighed er de væsentligste årsager til, at der flere gange er sket uheld, mener vognmand.

Brian Larsen driver Midtjysk Kloakservice. Virksomhedens folk kører dagligt i rundkørslen syd for Viborg, hvor man for alt i verden ikke skal komme for stærkt. For så går det galt. Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

I går kunne han lige så godt have væltet ned over en personbil.

Vognmand Brian Larsen

Midtjysk Kloakservice har hovedsæde en kilometer fra rundkørslen mellem Århusvej, Søndre Ringvej og Vejlevej syd for Viborg. Her skete der senest mandag et uheld med en lastbil, der væltede med 650 levende grise ombord.

Vognmand Brian Larsen ved alt for godt, at rundkørslen kan være tricky.

- Når vi kommer med fuldt læs, skal vi passe på, for så krænger vores lastbiler. Vi har også vægten til at lægge højt, og det er det, der er galt. Når først, man har høj vægt på, og rundkørslen hælder til den gale side, så skal man altså ikke komme for stærkt. Så ligger man ned.

Ifølge Vejdirektoratet er det inden for de seneste fem år sket uheld tre gange med lastbiler i netop denne rundkørsel.

Er der for dig nogen tvivl om, hvad der er årsag til, at det er sket flere gange?

- Det er den gale hældning og for høj fart rundt i rundkørslen.

- Når man kommer som ny lastbilchauffør, syner den af en rundkørsel, man godt kan komme rimelig rundt i uden at bremse for meget ned. Det er indtil, man er kommet rundt i den første gang, så finder man ud af, man skal komme stille, siger han til TV MIDTVEST.

Frygter for personbilerne

Rundkørslen er tosporet. Mandag kørte lastbilen i inderbanen, men væltede ned i yderbanen. Heldigvis, siger Brian Larsen, kom der ikke en personbil kørende samtidig med uheldet.

- I går (mandag, red.) kunne han lige så godt have væltet ned over en personbil. Det er kun et held, at der ikke kørte en personbil.

Vognmand Brian Larsen og hans folk kender indgående rundkørslen, som i branchen er kendt som famøs på grund af den usædvanlige hældning. Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

- Jeg håber, de får gjort noget ved rundkørslen, inden der er en lastbil, der lægger sig ned oven på en personbil, som kommer på ydersiden af lastbilen, uddyber han.

Ifølge Brian Larsen har Vejdirektoratet over for ham tidligere oplyst, at undergrunden er blød. Derfor vil det ikke hjælpe at køre mere asfalt på, så hældningen bliver mindre, da vejen i rundkørslen så vil blive tungere og i værste fald synke.

01:54 Luk video