Fem myter om alkohol: Hvad er fup og fakta?

Hovedet gør ondt, og maven er i oprør. Tømmermænd er aldrig sjovt at have, men kan man slippe hurtigere af med dem?

Det er ikke alle myter om alkohol, der holder vand.
Det er ikke alle myter om alkohol, der holder vand.
Foto: Iris / Ritzau Scanpix

Du har tømmermænd, og du vil bare gerne have dem til at gå væk. Hurtigt.

Hvor hurtigt man forbrænder alkohol afhænger blandt andet af køn og vægt. Men der er mange myter om, hvordan man kan få processen til at hurtigere.

Videnskab.dk har spurgt Janne Tolstrup, der er forskningsleder, dr.med., ph.d. og cand.scient. i humanbiologi hos Center for Alkoholforskning ved Syddansk Universitet, og hun hjælper her med at finde sandheden bag fem af de mest udbredte myter om forbrænding af alkohol.

1. Man forbrænder en genstand i timen

Det er en klar myte, at man forbrænder en genstand i timen. En kvinde på 65 kilo forbrænder en genstand på én time og 45 minutter, mens det for en mand på 80 kilo tager en time og 15 minutter.

2. Man forbrænder alkohol hurtigere ved at drikke meget vand

Hvis man vil forsøge at undgå tømmermændene dagen derpå, kan man med fordel drikke kaffe og vand ind i mellem sine drinks, lyder det.

- Kaffe har ingen direkte effekt. Men det er klart, at hvis du drikker kaffe mellem hver genstand, så forlænges den tid, du ikke drikker, så du ikke bliver fuld så hurtigt, siger Janne Tolstrup.

- Alkohol har en vanddrivende effekt, og det har kaffe i øvrigt også, men jeg vil klart anbefale, at man drikker vand, siger Janne Tolstrup.

3. Man kan svede alkoholen ud

Promillen var måske lidt høj i går, men du dansede jo hele natten, så du har sikkert forbrændt alkoholen igen. Eller også ryger den i hvert fald ned, hvis du løber en tur eller tager et koldt bad.

- Nej. Man kan ikke sige noget om, hvor hurtigt folk hver især forbrænder alkohol. Det eneste, man kan sige, er, at det er en konstant proces. Man kan ikke gøre noget som helst for at speede alkoholforbrændingsprocessen op, siger Janne Tolstrup.

4. Man får færre tømmermænd, hvis man holder sig til én slags alkohol

Det er farligt at blande, lyder en af de gængse myter om alkohol. De fleste kan nok nikke genkendende til, at hovedet og kroppen godt kan gøre lidt ondt, når gårsdagens menu har stået på blandede våde varer.

- Hvis man drikker en masse forskelligt alkohol, får kroppen flere stoffer, den skal nedbryde. Og det kan godt være ret hårdt for den, siger Janne Tolstrup.

Janne Tolstrup fremhæver, at mængden af forskellige stoffer, kroppen skal nedbryde, er essentielt for, hvor mange tømmermænd man får, og det er en del af forklaringen på, at mange får relativt få tømmermænd, hvis de for eksempel kun drikker vodka med danskvand.

5. Mad hjælper med at forbrænde alkohol

Hvis man allerede er meget fuld, kan det hjælpe at få noget mad, alene af den grund, at kroppen har brug for næringen i det. Men det fjerner ikke generne ved den forgiftningstilstand, en tømmermændsramt krop er i, fortæller Janne Tolstrup.

Især salt er lækkert, når man er fuld, men salt er ikke et mirakelmiddel mod tømmermænd.

- Det er yderst sjældent, at kroppen ligefrem mangler salt, siger Janne Tolstrup.