Efter alvorlig ulykke syd for Struer: Vejen åbnet igen

Ulykkesstedet er ryddet, og trafikken kører igen.

Holstebrovej har været spærret for trafik syd for Struer det meste af onsdag eftermiddag.
Holstebrovej har været spærret for trafik syd for Struer det meste af onsdag eftermiddag.
Foto: TV MIDTVEST

En alvorlig ulykke har det meste af eftermiddagen spærret Holstebrovej ved Vejrum Kirkeby få kilomter syd for Struer.

Nu meddeler Midt- og Vestjyllands Politi, at vejen igen er åbnet for trafik.

- Trafikken kører igen i begge retninger, men vi har nedsat fartgrænsen til 50 kilometer i timen på grund af oliespild på vejen, siger Simon Skelkjær, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

- Indtil videre kommer begrænsningen til at gælde de næste tre dage.

Bil kørte frontalt ind i lastbil

En mand i en personbil kørte omkring middagstid frontalt sammen med en lastbil. Føreren af personbilen er blevet fløjet med helikopter til hospitalet i Skejby, mens lastbilchaufføren slap uden alvorlige skader.

Politiet har på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger om den tilskadekomne mand, men det understreges overfor TV MIDTVEST, at ulykken var alvorlig.