En alvorlig ulykke har det meste af eftermiddagen spærret Holstebrovej ved Vejrum Kirkeby få kilomter syd for Struer.
Nu meddeler Midt- og Vestjyllands Politi, at vejen igen er åbnet for trafik.
- Trafikken kører igen i begge retninger, men vi har nedsat fartgrænsen til 50 kilometer i timen på grund af oliespild på vejen, siger Simon Skelkjær, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.
- Indtil videre kommer begrænsningen til at gælde de næste tre dage.
Bil kørte frontalt ind i lastbil
En mand i en personbil kørte omkring middagstid frontalt sammen med en lastbil. Føreren af personbilen er blevet fløjet med helikopter til hospitalet i Skejby, mens lastbilchaufføren slap uden alvorlige skader.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke flere oplysninger om den tilskadekomne mand, men det understreges overfor TV MIDTVEST, at ulykken var alvorlig.