Ophæver afspærring: Politiet evakuerede Vestre Landsret efter trussel

Politiet har onsdag eftermiddag ophævet afspærringen. Politiet leder fortsat efter gerningsmanden.

Vestre Landsret blev natten til tirsdag udsat for hærværk. Onsdag har retten modtaget en bombetrussel.
Vestre Landsret blev natten til tirsdag udsat for hærværk. Onsdag har retten modtaget en bombetrussel.
Foto: Thomas Traasdahl Møller/Ritzau Scanpix

Vestre Landsret er onsdag morgen blevet evakueret som følge af en bombetrussel.

Det bekræfter pressedommer ved Vestre Landsret John Lundum over for TV MIDTVEST.

- Der har været en bombetrussel, siger dommeren.

På Twitter oplyser Midt- og Vestjyllands Politi, at man er talstærkt til stede.

Truslerne er ifølge politiet blevet fremsat via telefonen.

Først onsdag eftermiddag har politiet ophævet afspærringen af landsretten og det omkringliggende område.

- Vores undersøgelser i og omkring landsretten er nu helt afsluttet. Vi har ikke fundet noget farligt eller mistænkeligt på stedet, skriver politiet på Twitter.

Politiet dirigerer trafikken i nærheden af landsretten.
Politiet dirigerer trafikken i nærheden af landsretten.
Foto: Mette Sonne Rohde, TV MIDTVEST

Tirsdag blev landsretten udsat for hærværk. Ifølge politiet er det for tidligt at konkludere om der er nogen sammenhæng mellem hærværket og onsdagens trussel.

- Vi fortsætter naturligvis vores efterforskning for at finde den gerningsmand, der indtelefonerede bombetruslen, skriver politiet på Twitter.

På grund af truslen var Randersvej spærret fra Toften og frem til krydset mellem Hans Tausens Allé og Sct. Margrethes Vej i Viborg. 

Det er kun landsretten og ikke de omkringliggende bygninger, som er blevet evakueret.

Midt- og Vestjyllands Politi fik anmeldelsen omkring klokken 9.15 onsdag morgen.