Karameller måtte samles ind igen: Havde dele af nåle i sig

Sidste skoledag på Nørre Boulevard Skolen i Holstebro er ikke forløbet helt efter planen.

20060910-134338-4-4368x2912ma
Foto: Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

Det er normalt forbundet med alverdens festligheder, når elever i 9. klasse holder sidste skoledag. 

Men på Nørre Boulevard Skolen i Holstebro, hvor de holdt sidste skoledag fredag, har dagen fået et anderledes efterspil. Der er nemlig fundet nåle i nogle af de karameller, som de ældste elever har delt ud.

- En pædagog fortalte, at en elev kom til hende for at sige, at den karamel, han havde fået, rev ham på indersiden af kinden. Kort tid efter hørte vi også fra en anden elev, at vedkommende havde fundet en nål, der stak op af en karamel, fortæller Peter Hatting, der er skoleleder på Nørre Boulevard Skolen i Holstebro.

Kort efter at de sidste karameller var fordelt mellem skolens resterende elever, følte skolepersonalet sig nødsaget til at samle dem, der ikke var spist, ind igen. Det skyldes, at der var opstået en mistanke om, at karamellerne kunne indeholde små glasskår eller dele af nåle.

- Jeg er virkelig ked af det

Peter Hatting har nu sendt en besked ud på Aula til samtlige forældre på skolen. Her opfordrer han til, at man afleverer eventuelle overskydende karameller til skolens ledelse, og at man kontakter vagtlægen og politiet, hvis man har mistanke om, at ens barn har spist en karamel med skarpe genstande i.

- Jeg er virkelig ked af det, for det sætter bare et enormt dumt aftryk. Der skal få til at ødelægge det for mange, for der er ikke noget, der har ledt op til det i løbet af dagen. Det er jo ganske, ganske alvorligt, og det vil vi kigge på med stor alvor, fortæller Peter Hatting.

Kan resultere i en sigtelse

Skolen har selv anmeldt episoderne til politiet.

Samtidig har den valgt at tage kontakt til SSP for at høre, hvordan skolen skal forholde sig. Karamellerne er nu overdraget til politiet, hvor man også tager sagen alvorligt.

- Hvis vi finder ud af, hvem der har gjort det, kan der godt komme en sigtelse, oplyser Anders Olsen, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Nu vil skoleleder Peter Hatting undersøge, hvordan man fremover kan forhindre, at lignende episoder gentager sig.

- 8. klasserne er bekymret for, om de får lov til at udlevere karameller næste år. Vi kigger på, hvordan vi fremadrettet skal forhindre det, fortæller Peter Hatting. 

Her er beskeden, som skoleleder på Nørre Boulevard Skolen Peter Hatting har sendt ud på Aula.
Her er beskeden, som skoleleder på Nørre Boulevard Skolen Peter Hatting har sendt ud på Aula.
Foto: Privatfoto